Play time

[Damaen]

Sneen lå tykt som alle andre steder, et helvede at rejse igennem især når man var til fods, natten var faldt på for længe siden og loggede nattens dyr ud til sjov, efter mange overvejelser var tiden inde, sulten skulle stilles og legen skulle begynde, rejsen til Elismiras grænse var langt væk fra Dekra, at være langt væk fra sit hjem gjorde intet, blot nydelsen blev stillet, en ugle kunne tydligt høres i det fjerne nok en sne ugle der havde forladt de sneklædte bjerge for at gå på opdagelse i resten af de sneklædte områder,
Den kolde luft fik ens ånde til at fremstå som en tåge, den klare fulde måne stod højt på himlen og lovede mystik og sjov, De nærmest grå øjne, beslutsomt løb han igennem sneen til han nåede grænsen ind til elismira, det ville komme ham som en overraskelse hvis han blot kunne træde ind i dette land, men det ville ikke overraske ham, de gode havde aldrig haft forstand på at beskytte deres land! søgende så han rundt efter potintale kamp, eller blot nogle vagter der burde stå vagt, et hånligt smil blev bredt på hans læber i det han nærmest sneg sig tættere på, kulden rørte ham ikke på nogen måde, det kunne tydligt ses på hans tøj, de sorte bukser sad stramt ind til hans ben det samme med den lange sorte trøje, om hans hofte hang hans svær, og på hans venstre hånd havde han sin metal handske på, hans blik var søgende som han sneg sig tættere og tættere på, opsat på hver bevægelse der forgik omkring ham, de grå øjne fangede dog noget der bevægede sig ikke lang fra ham, han stoppede brat op og lagde sig nærmest ned i sneen dog var det kun hans albuer og knæ der rørte, hans blik var søgende, da han var sikker på intet var at se begyndte han atter at løbe for at trænge ind, og finde denne nats sjov,

[Layla Marigold Phineas]

Ferina var normalt aldrig ud så sent, men hun hade fået besked på og tage en af de noget længer ruter. Hun var ikke længer i den trygge skov, men helt ved grænsen så der var noget vej hjem her fra. Sneen lå over alt, men i hjort form var det ikke så svært for hende og gå i gennem med de lang tynd ben, hendes pels var bleven tykkere nu det var vinter, så det gjord kulden var lig til og holde ud. Selv om nu natten var falden på var det markant koldere ind når den smule sole som nu var i dagtimerne ellers var fremme. hun kigge roligt rundt, måens lys fik landskabt til og lys op med alt den sne, men ikke meget da det ikke var fuld månen.

Ferina kunne ikke se noget først og forsatte, hun var tæt på grænsen efterhånden. Hun hadet og komme her, det var aldrig til og vide om noget farlig måske hade krydset grænsen, men det var jo så hendes job og advar vis det var tilfældet. Hun stoppe som hun syntes og høre noget, de lang dådyr øre vippe frem og hun spejde ivrigt rundt. hun syntes og se noget.. det løb over grænsen! Dette kunne kun betyde ubuden gæster. Hurtig vent Ferina sig rundt, og satte i spring gennem sneen i bedste dådyr stil vis hun løb ville hun nå tilbage til skoven ved en morgen stund, men vis der kom for mange forhindringer ville hun først være hjemme ved en middags tid.

[Damaen]

en bevægelse i det fjerne fik alle fare signaler i Damaen igang, han havde godt hørt om at dyr holde udkig ved skovens kant, men han havde aldrig hørt de kom så langt ud til grænsen hans blik spejdede efter hvad der bevægede sig, han satte dog med det samme fra i et spring og løb alt hvad han kunne hen for at få fingrende i det der bevægede sig, uden nogen form for anstrengelser dukkede han op foran dådyret, hans charmerende smil bredte sig på hans læber, så hans hjørnetænder var lettere blottet for dyret foran ham, han kunne ikke tage nogle chancer at lade dette dyr leve var ikke det bedste ide, for han havde godt hørt at dyrene kunne tale på disse kanter, dog kunne han ikke forstå hvorfor? hans charmende smil var skam meget charmerende, men det dækkede ikke over på den måde han gik imod det søde lille dådyr foran sig, hele hans gang skreg fare, hans skulder var trukket tilbage så det så ud til han var klar til at hoppe på dyret og ende dets liv, hvilket også var hans plan, men han kunne da godt lege med det først, et dådyr var barnemad for ham,
"kom her lille ven, jeg gør dig ikke noget" han spandt nærmest det han sagde med en køligere underklang, som afslørede han løj,

[Layla Marigold Phineas]

Ferina løb af sted, alt hvad hendes trænet dådyr krop kunne. At væsnet der hade krydse grænse hade set hende, kendt hun ikke til hun kunne ikke hør ham eller lugt ham. hun forsatte sin løben, mens hendes ånd danne den ene damp sky efter den anden som hun prust, hun stoppe do bræt og var nær røgen på røven som væsnet pluslig stod for and hende, hvor kom han fra! Hun hade ikke hørt nogle følge efter hende. Hun bakke hurtig mens de brun øjne, så skræmt på ham være eneste lille sans i hendes krop skreg på og løbe. Den mand var farlig, og det chamerne smile gjord det ikke beder! Med det samme satte ferina i løb igen alt hvad hun kunne, hun måtte slippe af med ham og komme hjem! Han var farlig meget farlig og byen skulle advares! Han var alt for farlig og lade gå frit rundt i landet.

[Damaen]

En fornøjet og hånligt latter forlod hans læber, dette skulle nok blive underholdende, som at lege katten efter musen, han lod det søde lille dådyr få et lettere forspring inden han nærmest satte sig på knæ og sprang efter hende, man kunne tydeligt se hans muskler arbejde på grund af hans tøj sad så tæt som det gjorde, atter engang dukkede han op foran hende, "Bøh" han blinkede frækt og ventede blot på hun skulle ændre retning og satte atter efter hende, denne gang havde han ingen planer om at lade hende slippe, som en puma der angreb sit bytte sprang han frem og greb fast om hendes hals og pressede hovedet imod den kolde sne under dem, dog sprang han på dådyret med sådan en fart at de gled hen over sneen, et fornøjet smil bredte sig på hans læber, dette var alt for let! havde de virklig ikke mere der skulle holde folk som ham ude, han slap dog dådyret igen, og rejste sig op, og begyndte at kræse om dyret, som et rovdyr gjorde imod sit bytte, dette var leg for ham, sjovt, selvom det var for let, han havde dog også haft siddet stille i en længere periode så det var god opvarmning hvis nu de havde noget der var mere at byde på
"hmmm, hvad syns du min kære?, skal jeg brække din hals, eller flå dig levende.... jeg kan ikke beslutte mig! desværre er du ikke til meget føde, du er trods alt blot et ynkeligt lille dyr" hans stemme var mandig, og den spandt ved sine ord, han lod den ene hånd glide op til hans hage hvor han gned sig imens den anden arm holde ved albuen ved den hånd han gned sin hage med, han kunne virklig ikke beslutte sig, for han havde allerede vundet, dette var ikke sjovt, det var mere ynkeligt end det var sjovt, og han skulle gerne nå ind til byen og hjem igen inden solen stod op, men natten var ung, så han burde havde god tid,

[Layla Marigold Phineas]

Ferina spænde af sted, i hjort form kunne hun ikke se sig tilbage, det var hendes hals ikke designe til eller syn. Hun måtte forsætte med og løbe, hun gispe som hun løb gennem sneen. Til han igen dukke op for and hende, hun nåd kun lig og skift retning stadig væk fra grænsen, hvordan kunne han vær så hurtig? Hvad var han dog for en? Nysgerrighed brændt i hende, men frygten for hendes liv og hendes folk tilbage i skoven var større lig nu, hun løb igen alt hvad de 4 ben kunne trække til hun pluslig mærke noget om sin hals. Hun mist balancen og rød lig ned på siden mens hendes ansigt blev presset mod den kolde sne som de gled hen over i den høj fart inden hun enlig lå stille, hun pruste og brøle som han holdt hende ind til han hoppe af hende. Hurtig kom hun op og stå og forsøgt og følge ham som han græsset om hende, som han så begyndt og snakke følt hun maven sug ind og hjerte ryge helt ned i det ene ben. Flå hende! Brække halsen! Den mand var jo sindssyg! Men da han kaldt hende et ynkelig lille dyr blev hun fornærmet! Hun var en stolt druide! Hun fnøs inden hun strakt hals og udstede et højt kalden brøl. Hun lytte intens efter jo ganske fjernt hørt hun en svar hende, hun hade sendt et nød kald, nu ville hjorten der hade svar hende brøle det videre til den næste og så videre til det nået byen, der ville en anden druide med hjort i sig kunne oversætte, så vist de da der svar sket noget med hende.



Hun vent sig så mod den fremme, roligt ænder hun sig fra dådyr til menneske form. Det sort og platin blond hår var flette sammen for and hendes bryst kasse, om sig hade hun en pelsfrakke lavet i sorte og hvide pels stykker og denne frakke skjult alle femenine forme hun hade ind under. Det brun gevir kom til syne på hendes hoved, og øjne gik fra brun til blå. ”Det eneste dyr her er dig! ” kom det snerren fra hende, selv om hun ærlig talt var hunde rad lig nu, så fandt hun sig ikke i og blive kaldt et ynkelig dyr ”Hvem er de! Og hvad laver de her! De har ikke lov og vær her i landt!” understrege hun som hun stod med armen langs siden skjult under frakken, der ingen ærmer hade, nej det var lidt som en kappe så den var lukke sammen på midten, hun hade to dolke klar der unde vis han kom for tæt op hende, hun vist godt hvordan man brugt dem.

[Damaen]

det forkom ham dog som en overraskelse som hun forvandlede sig om, havde han vidst det var en kvinde han havde jaget havde han opført sit pænt, han bukkede dog høfligt for hende, han behandlede trods alt sin mad med mere respekt end det ynkeligt dyr han havde troet han havde jaget, dog fortsatte han sig kræsen omkring hende og betraktede hver en detalje af hende, han fik en masse ideer hvordan han kunne udnytte dette til sin fordel, dog rettede han sit blik imod lyden af en hjort der havde svaret hende, han skar en grimasse opdaget, nå ja så måtte han få det sjove med tøsen foran sig, en kølig og hånlig latter forlod dog hans læber som hun begyndte at snakke sød stemme, letter truende, men hvad skulle hun kunne gøre ham? bare tanken morede ham, dog stoppede han op foran hende og studerede hende stadig, han havde godt hørt om folk der kunne forvandles til dyr, druider hed det hvist, han kunne ikke huske det da det ikke forkom ham som noget viktigt at huske,
"Hvem jeg er min skønne? mit navn er Damanen de valtor, til deres tjeneste, havde jeg vidst de var et menneske, og ikke et dådyr, ville jeg havde....benhandlet dem pænere," svarede han med en milder og ikke nær så kølig stemme, hans charmerende smil dukkede atter op på hans læber, han kunne håbe sig på han kunne charmere sig ind på hende og bruge hende som han gjorde med de kvinder han mødte, dog havde hun jo set hans natur, så det ville overraske ham hvis hun faldt for det, hans truende adfære var dog ændret, eftersom den ikke ville hjælpe ham med at logge denne lille druide ind i hans greb,
"Men hvem er de selv frøken? jeg er ked af hvis jeg skræmte dem, jeg bryder mig ikke om dyr, " det sidste var dog sandt, han kunne ikke lide dyr, de havde det med at sladre og irrerter ham på det groveste det eneste dyr han kunne holde ud, var hans hest, som han sjældent brugte, eftersom han ikke behøvede den,

[Layla Marigold Phineas]

Ferina forsatte med og dreje sig rundt som han bevæge sig om hende, hun ture ikke have ryggen til ham bare et sekundet. Hun holdt nøje øje med ham, hans holdning hade ænder sig han virke ikke truene mere, men hun stolt ikke på ham. være en alarm klokke ring i hendes hoved, og ville ikke stoppe før hun var væk fra ham.. meget langt væk. hun så på ham som han enlig stoppe for and hende, hvad tanker han gjord sig om hende kendt hun ikke til og ærlig talt ville hun heller ikke kendt til dem over hovedet.

Hun så på ham som han bukke for hende, hun tråde dog et skridt tilbage hun stole bestemt ikke på ham! som han fortalt hvem han var og han ville have behandle hende pænere vis han hade vist hun var et menneske fik hende til og fnyse en stør sky af dam ud fra næsen. ”Det tvivler jeg stærkt på de hade” kom det stadig i en snærren fra hende. Hendes stemme var normal rund og mild og høre på så at lyde truende lå ikke rigtig i hende, hun så på ham og brød sig ikke om hans smile. normalt var hun genert over for mænd men ikke ham her, han var farlig.. livsfarlig hun kunne mærke det helt ind til knoglerne. Hun så på ham som han snakke og spurt om hendes navne ”Ferina” svar hun blot, hun ville ikke give ham hendes efternavn tænk vis han kom efter hende igen vis hun overlevede det her.

Hun så på ham, og rynke på næsen ”Dårlig undskyldning” kom det blot fra hende, som hun blev ståenden mens hun holdt øjne på ham, han var underligt klædt så tæt tøj hade hun ikke set før på nogle mand eller kvinde for den sags skyld, hvad pokker var han dog for et væsen? Han skreg af fare og død. ”de må ikke være her.. de skal venligt rejst tilbage over grænsen.. jeg spørg kun pænt en gang” sag hun advarende mens hun så på ham, og håbe virkelig han bare ville skride igen han var ubehalig og hun ville bare gerne hjem til sin far igen og glemme hun hade mødet denne mærkelige mand.

[Damaen]

hurtigt stod han bag hende, og greb fast i hendes fletninger og fjernede dem fra hendes hals, Hans ansigt være alt for tæt ved hendes hals imens han snusede hendes duft ind, han kunne dog ikke lade vær med at smile bredt da de små dolke ved hendes hofter kom til syne ganske kort for at blive gemt bag kåben igen, dette skulle nok blive sjovt, han slap hende dog igen og lænede sig op af et træ, imens han studerede hende og ventede på hendes træk,
"Ferina? sikke et smukt navn," Sagde han med sit smil på læberne, han gad ikke til at gøre mere ud af det da hun ikke stolede på ham, og var på jagt overfor ham, dette ville blive en hurtig omgang for ham, han kunne endda måske nå forbi kroen på sin hjemvej når han var færdig med hende, det måtte tiden vise, måske var der mere bid i hende end han gik og troede, han tvivlede dog ikke på hun intet ville kunne gøre ham, 200.000 år i kamp gjorde ham mere.. ja mere opmærksom på sit bytte, hans blik studerede hver en detalje hver et skridt hun tog, han var dog på vagt, hun havde måske kaldt på hjælp eftersom der var noget der havde svaret på hendes brøl, roligt lagde han armende over kors da han lænede sig imod træet, hans hånd med metalhandsken bevægede fingerne sig op og ned på hans overarm imens han kiggede på hende.

han kunne dog ikke lade vær med at le over den måde hun talte til ham på, hvem troede hun hun var? en der kunne give ham klø og sende ham væk, atter rettede han sig op og gik hen imod hende med rolige og selsikre skridt, den truende adfære var atter over ham, han var sulten og han havde ikke smagt en druide før, måske smagte de bedre? han havde i en ung alder opdaget at lysets dyr smagte bare meget bedre end andre, spicelt dem der virkelig var gode ved dem selv og passede på deres krop, og eftersom hun var et dådyr i sin dyre form gættede han sig til hun var vegetar, endnu bedre, han slikkede sig kort over læberne så hans hug tænder blev blottet, så hun kunne gætte sig til hvad han var, men det overraskede ham ikke hvis hun ikke vidste det, hans slags dukkede sjældent op og efterlod sig spor, der var dog nogle der efter lod en masse spor og lig i deres kølvand, ligesom ham han gemte dog ligene af vejen når han var færdig,

"jeg spøger nok dumt nu, men dig og hvilken hær vil følge mig væk her fra igen?" morskaben kunne tydligt høres i hans stemme for dette morede ham på alle punkter, hendes hær ville ikke kunne nå at dukke op før han var færdig med hende, eller sad de måske i træerne omkring dem? han tvivlede så ville han havde set dem for længst,

[Layla Marigold Phineas]

Ferina gispe som hun pluslig mærke han stod bag hende, og hade greben om hendes fletninger. Hvordan kunne han vær så hurtig hun nåde ikke og register hans bevægelser! Hun bed tænderne sammen som hun kunne høre han snuse til hendes hals, han var for tæt på alt for tæt på. Hun svig med den venstre arm ud efter ham med en dolk i hånden men væk var han inden hun nåde og ramme ham. ”hold dem på afstand!” snerre hun igen som hendes arm igen var forsvundet ind under frakken.

Hun så på ham, som han bare stod der op af træet, og kigge på hende. Hun vist allerede nu at hun ikke ville kunne gør nogle skade på den mand, han var alt for hurtig i forhold til hende så hun tvivle heller ikke på at han var stærkere, retter hun kunne se på ham at han var stærkere ind hende. Hun så på metal handsken han hade på den ene hånd. Dette var noget hun aldrig hade set før, men hun tvivle ikke på hun bestemt ikke hade lyst til og mærke dem i sin krop.



Hun så på ham som han igen rette sig op og gik mod hende, hun mærke igen hjerte ryg ned i foden og næsten stoppe der nede. Hun så på ham som han snakke til hende, igen var han alt for tæt på så hun begyndt automatisk og bakke væk fra ham. som han spurt hvem der skulle følge ham væk fra landet igen, følt hun knuder komme på hendes tunge. alt i hende skreg på hun ikke skulle svar ham, hvad skulle hun svar? Selv vis der kom andre druider efter ham ville de ikke kunne hjælpe hende, den mand var alt for farlig og hun kendt inden druide der ville kunne måle sig med ham her. Hun sank en klump og forsatte med bare og tage afstand til ham, trække tiden ud prøve og finde en løsning på hvordan hun kunne komme væk fra ham med livet i behold, hun ville ikke dø nu, hun ville ikke! Hun var for ung til og dø nu og hvem skulle tage sig af hendes syg far? Han ville være alene og dø uden hende.

[Damaen]

Et morderisk og drenget smil bredte sig på hans læber, frygten flød varmest ud af hendes hud og mødte ham med den sødeste duft han kendte, han havde altid nydt at skabe frygt ved sin mad, og dette var jo plot sjovt for ham, selvom han gerne ville havde fundet en med mere bid i, der måske var større end hende, hans gang blev mere svejsen, mens han begravede sin hånd uden handsken i lommen på hans bukser, hans klare grå øjne lyste nærmest af fornøjelse og magt, han vidste han havde magten i denne kamp, og han vidste han ville nyde at se denne lille druide kæmpe for sit liv så længe hun nu holdte ud, dog var han fokuseret på hvornår solen ville stå op atter engang han skulle tilbage til Dekra inden solen fik tvunget sig igennem, men natten var jo ung, så han burde havde tid nok, uden tøven eller anstrengelser gik han helt hen til hende og stoppede op foran hende, hans arm var klar til at gribe hendes hænder hvis hun prøvede på noget med sine fine små dolke,
"hvis du nu var en sød pige ferina... ville du måske slippe med livet i behold" han spandt nærmest kælen over sine ord, han havde overvejet om han skulle lade hende leve, og jage hende på et senere tidspunkt, hun kunne være god motion for ham for han ville trænge ind i Elesmira på et andet tidspunkt, han løftede dog dovent hånden og lod metallen på hans fingre glide hen over hendes kind, og efterlod et lille åbent sår så blodet ville pible stille frem, hans blik blev mere intens som duften af blod ramte ham som et slag, en lettet knurren forlod hans dyb, men han holdte sig i skak, for legen var ikke slut endnu, så lænede han sig helt tæt på hende, og hviskede sødt "Tror du dine små dolke ville kunne såre mig nok til du ville slippe væk? lad mig advare dig, du vil blot gøre mig sur, og så vil du ikke vide hvad jeg gør ved dig " hans stemme var dog en sød hvisken med advarende og alvorlig, den sidste kvinde der havde haft mulighed for at stikke ham med en dolk, havde han spærret inde indtil hendes pysiske tilstand ikke var noget at råbe hurra for længere.. han havde jo mere eller mindre brug hende som tag selv buffe når han havde lyst, hvilket han skam også gjorde med stor glæde. han kunne enligt godt bruge en tag selv buffe, men det var op til denne søde lille dame hvad han skulle gøre med hende, indtil videre havde han intet besluttet sig,

[Layla Marigold Phineas]

Ferian forsatte med og dreje rundt for at følge ham, selv om hun begyndt og blive svagt rund tosset af det. hun kunne ikke lig det her, hun kunne bare ikke lig det her. Det var mening det bare skulle være en rutine opgave, og så var hun endt med og blive bytte for den ting! Hun gøs som hun så på ham, hun hade aldrig mødt en vampyr før hun hade hørt rygter eller nærmer gyser historier om et væsen der levede af blod, og var skræmmenden stærke. Var han mund sådan et væsen? Men var de ikke bare en historie? Hans hug tænder hade dog ikke just indiker historie, de skrev af jeg æder dig i steden for. Hun sank en klump som han kom nærmer igen, hun bakke væk fra ham men tros det endt han helt tæt på hende. Hun mærke hjerte næsten frys til is, som han snakke til hende i en spindene kælen tone lidt som en kat.

Vær lille fiber i hendes krop skreg på og stikke ud efter ham, men hendes fornuft sag hun skulle lade vær vis det betød hun kunne slippe med livet i behold. Hun så på ham, hans tanker om hvad han kunne tænke sig og gør ved hende kendt hun ikke til men hun hade en grim mave fornemmelse af at hun ikke slap så let. Hun mærke metal handsken rør hendes kind for så og mærke en skarp smerte i kinden, og så følelsen af noget varmt der så blev koldt løb ned af hendes kind. Hun kunne selv duft det, hendes eget blod..

Hun sank en klump som han igen læne sig tæt ind til hende og hviske med en sød stemme der gav hende mave pine. Han hade opdage hendes dolk! Hvordan gjord han det? hvad skulle hun nu gør? Hun mærke tankerne fylde sin krop igen, hans stemme skar i gennem hendes tanker og nærmest brændt sig fast i hendes sind. Hun endt med og skubbe ham så hård væk hun kunne, stadig med dolkene i hænderne dog uden og skær i ham. det var som var hendes hænder frosen fast om deres håndtage. ”hold dig væk fra mig!” hvæse hun og bakke længer væk fra ham, hun kunne vel forsøg og flygt igen men hun vist godt han ville nå og fange hende inden men hun kunne vel ikke gør andet, de var tætter på et minder skov område måske hun kunne.. bare måske. Hun tog chancen og satte i fuld 4 spring mod skoven som hun igen skifte form til sin dådyr form og løb alt hvad hun kunne, mens hun søgt ind mellem træerne og håbe og ryste ham af sig.

[Damaen]

en spindende lyd forlod hans strube som hun stod lammet foran ham, han kunne godt ikke lade vær med at smile over hun faktisk opførte sig pænt selvom hun frygtede ham, han lod dog sit hovede være faretruende tæt på hendes, og med en hurtigt og sensuel bevægelse fik han slikket blodet på hendes kind i sig, det var sødt måske for sødt endda, men blod var blod, og han var sulten hun havde vækkes hans appetit, det var jo ikke pænt at stå og bløde foran ham på denne måde som hun gjorde, dog hævede han det ene øjnbryn som hun havde skuppet til ham, dog rørte han sig ikke ud af flækken da han jo var en stor og tung mand, og hendes krafter ikke var stærke nok til at få ham ud af hans lille leg, hans blik fulgte dog hver en detalje hun tog, han lod dog sin finger finde sig til rette ved hendes albue i det hun havde skuppet til ham, og lod jernen bore sig ind i hendes hud så i det hun trak armende til sig rev hun sig i teorien på ham, hvilket han fandt meget morsom, han fulgte hende dog med øjnende som hun skiftede skikkelse, og forvandt væk, hvad troede hun selv? at hun kunne smutte fra ham? med 300.000 år på bagen var han hurtig meget hurtig, hans art blev hurtigere jo ældre de var, og han var bestemt ikke en ung en mere, hans latter brød igennem stilheden omkring ham og kunne høres bag hende, han satte sig atter på spring, og med et yndefuld rovdyrs spring var han efter hende, han forsvandt dog op i træerne og sprang fra gren til gren med en hurtigere fart end hvad godt var og var hurtigt over hende, han var dog så stille at hun ikke ville opdage ham, med mindre hun kiggede op, og fandt ham, han fulgte hende et stykke, og betraktede hver skridt hun tog,
"klar eller ej nu kommer jeg! Spandt han, med et lavede han et hovede dyk, og nåede kun i sidste øjeblik at ændre retning i luften og ramte hendes side med begge ben, med en mild kraft for ikke at slå hende ihjel, men hårdt nok til hun ville kunne få trykt nogle ribben,

[Layla Marigold Phineas]

Ferina var bange, nej rædselsslagen lig nu, hun mærke han hade hoved fare truende tæt på hende, og der efter han slikke hendes blødene kind. den mand var farlig og hun gik virkelig på kanten lig nu ved bare og snakke til ham. et forkert trin og han ville dræbe hende det var hun sikker på, hun måtte dog kæmpe videre hun kunne ikke bare lade sig blive middags mad, det var hun ikke træne til hun måtte kæmpe og udfør hendes job og melde tilbage til elverens by at en vampyr hade krydset grænsen til landet. Som hun forsøgt og skubbe ham væk, men endt med og skubbe sig selv væk i steden for mærke hun en smerte i hendes arm som hun rev sig på hans handske som hade placer sig op mod hendes albue, hun mærke med det samme blodet løb fra hendes arm som hun trak den under frakken igen, den kvinde skjorte hun hade på var reven i stykker og begyndt og blive våd af blod. Hun bed tænderne sammen da de sveg af helvede til. Dette stoppe hende dog ikke fra og forvandle sig og forsøge og stikke af, i dådyr form blødt hun stadig fra hendes ene forben som var der han hade reven hende da hun var i menneske form, hun forsatte dog med og løb tros smerten.

Hans latter skar gennem luften og fik adrenalinen til og pumpe løs i hende. Hun løb alt hun kunne, hendes adrenalinen gave hende ekstern fart til og løbe, men selv dette var ikke nok.

Som hun hørt ham igen snakke i den spindene tone, lød det som han var lig over hende? Hun nåde ikke noget før hun mærke, et slag i siden der sende hende lidt flyven til siden da hun følt hendes ribben blive trykke ind. Hun langt hårdt i sneen der dog tog lidt af faldet, hun miste sin form og blev til menneske igen. hun hoste og gispe mens hun tog sig til side, kæft det gjord ondt! Hun bed tænderne sammen mens hun forsøgt og komme op, men hade miste pusten og følt ikke hun kunne få vejre. Hendes frakke var gået lidt op og afslør hendes ben klædt i tæt siden mørk brun læder bukser, og bunden af en før hvid skjorte men der var blod fra hendes arm på den nu, hun host igen mens øjne så panisk rundt for at find ud af hvor den sindssyg vampyr var henne nu.

[Damaen]

Ren leg og underholdning var dette for ham, han eftersom han mere eller mindre havde kastet sig selv ned i sneen kom han atter op og stå og var atter over hende endnu engang, hans smil var charmende og truende, som hun lå der og blødte han lagde dog hovedet på skrå over at se hendes ben, han kunne ikke beslutte sig om han skulle kidnappe hende, eller om han skulle lade hende ligge? han havde i alt fald en plan mere med hende, som en panter gik han på alle albuer og knæ og sneg sig hen imod hende, han havde næsten besluttet sig for hvad han skulle gøre med hende, han havde dog ingen planer om at slå hende ihjel mere, hun kunne bruges til sjov senere, det var han sikker på, som en spindende kat var han helt henne ovre ham, og puffede let til hendes blødende arm med handsken, så satte han sig ved hendes side, og studerede hende, den søde duft af blod varmede ham nærmest op indeni, at vide hun lå der og blødte for hans skyld var en forførende og fornøjelig gestus, selvom hun ikke blødte med hendes gode vilje, atter begyndte han at kravle hen imod hende, og lod hendes fletning falde om til hendes ryg så den ville hvile i sneen så hendes hals var blottet for ham, sulten steg i ham, som hun lå der og blødte for ham, han nød dette, alt for meget,
"min kære ferina. hvad skal jeg stille op med dig? der er så mange muligheder, du må selv beslutte hvad du syns jeg skal gøre ved dig, at lade dig gå nu er dog ikke en mulighed, men jeg vil lade dig bestemme, jeg er trods alt.. ikke et monster... helt igennem. " spandt han, han løj hele vejen igennem, dog ikke med hun måtte selv beslutte hvad han skulle gøre ved hende, han gav normalt sine ofre et valg, det var så meget sjovere for at se hvad de vil havde ham til, ende deres liv hurtigt, eller lade dem gå, de fleste bad ham om at lade dem gå, han lod dog en finger glide hen over hendes hals, så der ville komme endnu et lille blødende sår, han havde i alt fald en plan med hende lige nu, hun skulle stille den sult hun havde vækket i ham ved at bløde sådan,