Flygtet

[Lilje Morgendahl]

Hitidaho

Rejsen for hende havde været barsk, hun var et ukendt sted, med ukendte væsner, og mest af alt var hun rædselsslagen. Det var ikke hendes skov, hun var langt hjemmefra, alle hendes ting, hendes hytte. Hun var blevet taget af fremmede mænd, med bind for øjnene var hun blevet ført ud af skoven og til vand. Havets brussen havde hun hørt, den gyngende båd som hun blev fragtet på. Grædt havde hun, meget endda. Bange og lille, og stadig uden en travl på kroppen. Men ingen rørte hende, hun lå blot bundet og med bind for øjnene. Da båden var færdig, var hun afkræftet, hun havde sejlet i flere dage, skoven havde hun undværet, og hun var ved at visne. Dette havde taget så hårdt på hende, at hun lige så godt kunne være død. Hvilket dem som havde taget hende så, og så hende om intet værd. Lilje blev derfor smidt ude i skoven, her havde hun ligget nær en sø i flere dage, næret sig af skovens energi og den frodige jord. Sommerens smukke solstråler gled ned igennem trækronerne, fuglene kvidrede, dyrene sprang rundt omkring, ingen lagde mærke til hende. Roligt måtte hun åbne øjnene, hun missede kort med dem, og så sig så rundt. Hun måtte hjem!

[Hitidaho]

smeden gik en tur gennem den grønne skov og så noget meget foruroligne. han så et mærkeligt væsen han havde ikke set før *hvad er det for et væsen*. "bliv her zardos jeg undersøge det" mens smeden listede forsigtigt hen mod det mærkelige væsen udstøder dragen et kæmpe brøl som giver et sæt i smeden som for ham til at snuble over en rod fra det store træ han stod ved med et ondenligt brag rulled han ned af bakken og ned til søen han ligger om tåget på jorden.

[Lilje Morgendahl]

Brølet fra en drage fik Lilje til at gispe, hun så hurtigt op og rundt, inden hun skyndte sig på benene og klamrede sig op af det nærmeste træ. Mere bange end noget andet. Hendes grønne øjne fulgte en mand på vej ned af bakken, rullende med god fart. Det var et held han ikke endte i søen. Hun stirrede mod ham med skrækslagne øjne, hendes lange grønne hår hang halvt ned over hendes ansigt og krop, dækkede hende lidt, men kun meget lidt. Lilje rendte stort set altid rundt nøgen, hun betragtede sig selv som en del af naturen jo. Hun bed sig i læben, tænkende. *Er han mon farlig? Ligesom dem der tog mig? Måske kan han hjælpe? Tør jeg spørger om hjælp?* Massere af spørgsmål havde hun, men ingen der kunne blive besvaret så længe hun gemte sig sådan som hun gjorde.

[Hitidaho]

han kom stille og roligt op og sidde mens han forsigtigt kiggede rundt efter det mærkelige væsen mens han tænkte for sig selv *hvad var det for et væsen hvordan kan det bare forsvinde sådan i den blå luft* han kom på bene igen og med et kom zardos kom løbene ned mod ham. han gik sammen med zardos op til det store træ ved søen. han sætter sig ned og laver et lille bål. han sad og stille og roligt og sang en lille melodi. dragen lægger sig tungt ned ved siden af ham. han synger videre mens han læner sig tilbage og kigger op mellem trækronerne.

[Lilje Morgendahl]

Skræmt, men alligevel nysgerrig, stod Lilje og kiggede efter manden, hun så mod dragen ligeså og undrede sig over hvilket væsen det mon var. Det havde vinger.... Det kunne være en god ting, måske den kunne føre hende hjem? Den så jo utrolig stor ud, så mon ikke at den godt kunne flyve hende hjem. Hun ville spørger, hvis hun turde, men det var svært for hende, meget endda. At tale med andre var ikke noget hun sådan bare lige gjorde, og efter at være blevet taget for at skulle sælges, var hun da først bange for at skulle tale med fremmede. Men hvad havde hun at miste, hun var revet bort fra sit hjem, hun måtte jo prøve. "Undskyld mig.... Dig der med det enorme dyr." Lød det stille og usikkert fra hende, hun var kommet tættere på. Løbet fra træ til træ, og stod hun og gemte sig lidt bag dette, ikke fordi hun var blufærdig. Men fordi hun var bange og følte sig sikker gemt.

[Hitidaho]

han rejste sig hurtigt med et sæt i kroppen og trækker sin hammer "hvem der kom frem i lyset og giv dig til kende" dragen vågner op og brøler af ham han svare med en blid tone i stemmen "undskyld zados det var ikke min mening at vække dig min ven" og han klappede dragen på snuden han vender sig mod der vor stemmen kommer fra og går forsigtigt hen med skikkelsen bag ved træet mens han prøver at se om det er et menneske. han tænker *det lyder som en kvinde men det var ikke en kvinde jeg så ved søen*

[Lilje Morgendahl]

Et gisp kom fra hende, hun klamrede sig ind til træet og klemte kort øjnene sammen. Så høj en lyd det store dyr kunne lave! Og manden stod med et våben, eller, var det det? Hun kendte langt fra til alt det, men det så farligt ud. Hun måtte dog erkende at overfor det store dyr, virkede han rar. SÅ var det mon så farligt? Stille kom hun til syne, stadig helt op af træet, dog bare indenfor hans synsvinkel. "Mit navn er Lilje. Jeg vil intet ondt, jeg vil bare gerne hjem..." Lød det lavt fra hende, hun så op mod ham, med et forsigtigt og skræmt blik. Hun trak fat i sit hår og hev det ned foran sig for at pille ned det. Det lange hår dækkede hendes krop til dels, men der var ingen tvivl om at hun var grøn, og hun var nøgen.

[Hitidaho]

han tabte sit våben fordi han blev overasket er det mærkelige væsen han tænker *hvad er det dog for et væsen jeg står overfor den har jo ingen våben den kan ikke forsvare sig selv med* han går stille og roligt hen med væsenet og siger "hvad er du og hvor kommer du fra" zados kommer til hen til smeden og kigger på det væsen han nu står over for han zados køre forsigtigt hovedet han med væsenet og snuser og udstøder et prust

[Lilje Morgendahl]

De store øjne fulgte straks det store væsen som kom nærmere, hun trådte lidt usikkert bagud. Nervøst pillede hun videre ved sit hår, hun søgte mere om bag træet igen. "Jeg er en nymfe, jeg kommer fra min skov, dette er ikke min skov. Væmmelige mænd... De tog mig fra mit hjem. Jeg næsten visnede.... Jeg må hjem igen." Lød det stille fra hende, men også en smule panisk. Det var skræmmende for hende dette her, hun ville ikke miste livet, og slet ikke se hjem. Hendes blik søgte ham igen, hun studerede ham kort, han virkede farlig og rar på samme tid. Det var dybt forvirrende! Lilje krammede sig ind til træet, det gav hende ro.

[Hitidaho]

han stod i et kort sekund og betragtede denne nymfe men han tænkte *det kan da ikke være sandt at nogle mennesker er så onde at de kidnapper sådan et smukt væsen som dette* han siger med en blid og rolig stemme "ved du hvad for en vej hjem er lilje jeg vil se hvad jeg kan gøre for at hjælpe dem og jeg heder hitidaho for rasten og dette er min drage zados" han rækker stille og roligt sin hånd frem mens han smiler pænt til lilje

[Lilje Morgendahl]

Solen ramte hende kort i øjnene, så hun vendte blikket kort væk fra dem begge. Dragen var så stor, hun havde godt hørt om dem, men de nåede aldrig til deres skov, det sørgede elverne for, og de store levende træer. "Nej.... Jeg ved kun det gyngede over havs. I flere dage. Jeg mistede nær livet. Jeg er nød til at være i nærheden af skov, og gerne min egen. Jeg overlever ej her." Forklarede hun, med rolige skridt, endte hun væk fra træet og kom dem nærmere. De havde præsenteret sig, hvilket ikke gjorde dem nær så farlige, de havde fået navne. Det gjorde hende mere tryg. "Zados er stor. Den kan flyve, ikke sandt? Kan den hjælpe Lilje hjem?" Spurgte hun nysgerrigt, og søgte endnu tættere på. En forsigtigt smil sendte hun dem begge. Helt fremme fra sit skjult var hun nu.

[Hitidaho]

han tager sin hjelm og så lilje kan se hvordan han er han kigger på zados og siger "ja han kan godt flyve og han er ikke så slem en fyr igen" han vende blikket mod lilja igen så spørger han forsigtigt " hvad hedder det land du kommer fra min ven" han går hen til dragen og hiver et kort frem over øerne og siger "jeg var på vej hen mod himmeltemplet da jeg fik øje på dem lilje. jeg skal fragte nogle mineraler der til jeg er smed nemlig" han knæler ned forand lilje og lægger kortet så hun kan se øerne så spørg han " er det nogle af de her steder du kommer fra"

[Lilje Morgendahl]

Mange tanker måtte flyve igennem hendes hoved, hun studerede dem begge på skift, inden hun valgte at sno det lange hår om sine fingre. Det gav hende en indre ro nemlig, at fumle med det lange hår. Hun smilede svagt, ingen hun valgte at se nysgerrig mod kortet. Hun kunne hverken læse eller skrive, hendes manere var heller ikke vildt gode. Desuden kendte hun intet til grænser mellem væsner, eller hvordan man var nær dem, da hun jo sjældent talte med nogen som helst. Roligt søgte hun på hug med samlede ben ud til siden for at se mod kortet. "Elverne kalder det Elesmira, og skoven skulle være den største i hele dette land hvorfra jeg kommer." Sagde hun eftertænksomt, hun kendte til elvere, dem havde hun studeret i det skjulte i mange år. Hendes blik søgte op mod ham, hun smilede varmt til ham. Der var tegnet skove, så hun pegede på den største og prikkede lidt der. "Måske det er der?"

[Hitidaho]

han brummet og begyndte at grine men en brummene latter han svare "nå så det er elverne vi skal havde fat på dem kender jeg godt men det bliver lidt af et problem med dem sidste jeg var der endte det ikke så godt men jeg kender måske en der kan hjælpe os med at få os forbi elverne men det bliver ikke nemt" han kiggede op og ned af lilje og tænkte *hmmm kan den nymfe overhovedet slås* han rystede på hovedet og smiler med et stort smil "kan du forsvare dig selv eller ved du over hovedet hvordan man slås"

[Lilje Morgendahl]

"Du godeste nej, jeg skal bare til skoven, ikke til elverne. Kommer jeg til skoven, finder jeg min vej hjem til min hytte." Lød det sødt fra hende, hun var et uskyldigt væsen, trods hun rendte rundt som hun gjorde, uden tøj på. Hun så på ham og smilede, hans latter var rar, varm et sted. Det lod til at han ønskede at hjælpe hende, hvilket i den grad betød meget for hende. Hun lod hovedet søge på skrå. "Lilje bryder sig ikke om vold. Jeg gemmer mig." Sagde hun med en bestemt nikken, meget enig med sig selv om at vold var noget værre noget. Hun havde aldrig forsvaret sig selv, kun gemt sig. Det var det som gjorde det uhyggeligt at de havde fundet hende, taget hende med sig, i hendes egen hytte! Slemme, slemme mænd.