Flygtet

[Hitidaho]

han kigger på kortet med et alvorligt blik og tænker *hmmm vis vi skal slå lang en tur og vi støder ind i problemer på vej skal jeg finde en måde at beskytte hende på* han rejser sig og smiler til lilje han rækker hånden frem og siger " tag min hånd så kan du hilse på zados" han kigger lige lidt rundt og tænker *er der nogle der ude som er ude efter hende må jeg bruge noget der kan forsvare hende zados må efter lade mig vis det kommer til det*

[Lilje Morgendahl]

Afventende på hans næste træk, sad hun bare på hug i sin egen lille verden, hun så mod skovenn på kortet, hun længdes hjem. Der var i den grad tale om hjemve. Hun så op og tog hans hånd blidt da han bedte hende om det, hun føltes som en normal person, skønt hendes hud var grøn. Det var spændende med sådan et stort dyr, gade vide hvordan han holdte kontrol over det? Det så farligt ud et sted, meget farligt. Det kunne vel også være en god ting, folk turde nok ikke tage ham mens han sov. Hvorfor havde de overhovedet taget hende? Hun hørte de ville sælge hende, men hvad nytte gjorde det, var hun noget værd? Lilje tænkte over dette mens hun kiggede på dragen. Den kunne jo også være noget værd, mere end hende da.

[Hitidaho]

han tager hende med over til zados og lægger den hånd han har hendes i og lægger den på hans hoved og siger "se han er ikke så farlig igen" zados løfter hovede og kigger på lilje så lægger den hovedet ned igen. smeden griner igen "den drager er ligesom mig god hjertet som dagen er lang" han kigger på zados og visker vis der sker noget for du hende væk så hurtigt som muligt" han samler sin hjelm op og sin hammer så kigger han på lilje og smiler "fryser du ikke min ven?"

[Lilje Morgendahl]

Det var mærkeligt at røre ved det skællede dyr, hun måtte dog erkende det ikke virkede helt så farligt. Hun smilede svagt og nussede den kort, inden hun trak hånden til sig igen. Hendes blik gled mod manden, hertil sendte hun ham et smil. "Den er sød, selvom det er stor og virker skræmmende?" Lød det spørgende fra hende, hun kunne ikke stoppe med at smile, for hun var næsten sikker på at hun kom hjem nu. Denne fremmede virkede til at ville hjælpe hende, hvilket betød ubeskriveligt meget for hende. Hun så ned af sig selv, og rystede så muntert på hovedet. "Overhovedet ikke, det er dejligt vejr, solen skinner, luften er varm." Kvidrede hun lyksaligt, inden hun snurrede lidt rundt om sig selv. I hendes hår begyndte små farverige liljer at dukke op, blomstre.

[Hitidaho]

han står og beundre det smukke væsen og tænker *hvordan kan man være så ond mod noget smukt og fredeligt* han går hen til lilje og løfter hende op og snurre rundt med hende et par gange og sætter hende op på zados "så skal du holde godt fast i snoren der og så skal du så hvor smuk skoven er for oven" han smiler til hende tager sin hjelm på og hopper op bag lilje og råber "kom så zados afsted min ven" og zados breder sine store vinger ud og letter

[Lilje Morgendahl]

For Lilje var intet unormalt, så en normal kvinde ville nok have skreget og prøvet at komme væk, men Lilje reagerede med et glædeligt hvin og gjorde ingen modstand. På ryggen af det store dyr endte hun, hvilket fik hende til at se nysgerrigt rundt, allerede nu var hun højt højt oppe, og så når de skulle flyve. Det havde hun aldrig prøvet før. Hun tog fat i snoren og nikkede roligt. "Bare husk, nymfer kan ikke være væk fra skoven i lang tid uden at begynde at falme, vi lever i harmoni med skoven. Jeg har brug for den til at overleve." Det måtte hun minde ham om, for det måtte nok lande i skove i ny og næ hvis hun skulle holde sig i live. Da dragen fløj op, gispede hun og holdte godt fast, men smilede stort, for det kildede i maven.

[Hitidaho]

han siger "lilje du må sige til når vi skal lande for jeg kender ikke så meget til din race så det er nyt for mig men du er et meget sjovt væsen og det lader også til at zados kan lide dig" og han begynder at nynne den samme melodi som i skoven. han spørg stille "lilje hvad er en nymfe endelig"

[Lilje Morgendahl]

Kort så hun sig over skulderen mod ham, det ville nok blive en rejse som tog et par dage, og de måtte lande i den nærmeste skov når de nåede den anden side af det store vand. Havet. "Det er klart Zados kan lide mig, jeg er en del af naturen, ligesom dyrene. Nymfer genopretter naturens balance, healer den. Vi kan være alle mulige slags planter. Blomster, træer, buske. Jeg er en blomst, en Lilje, derfor gav min mor mig navnet Lilje." Fortalte hun roligt med et sødt smil på læben, hun nød vinden i det lange hår, selvom hun havde viklet det rundt om sig så han ikke fik det blæst i hovedet. Det varmede også hendes krop et sted, for det var da lidt koldere heroppe. "Hvad er du for en, Hitidaho?" Spurgte hun nysgerrigt og med store øjne der viste hendes interesse.

[Hitidaho]

han kigger lidt rundt og ser fascineret ud han svare pænt med en stille stemme "jeg er et menneske der er gode mennesker og onde mennesker dem du blev taget af er dem som vi kalder vi onde mennesker, jeg er et neutralt menneske jeg er god som dagen er lang men jeg har et stort argrations problem jeg slås for det jeg elsker og holde af men jeg kender ikke ordet at give op jeg slås ind til jeg er nedkæmpet eller fjenden er nedkæmpet men efter en episode i mit liv har jeg holdt mig meget for mig selv" han kigger trist ned på zados men så smiler han "men altså vi mennesker er nok det sværeste at regne ud da vi alle sammen er forskellige men jeg kan love dig en ting jeg får dig hjem i sikkerhed også skal jeg nok finde de mænd der tog dig og sætte en stopper for dem" hans stemme blev dyb og stærk

[Lilje Morgendahl]

Det var nemmere hvis hun nu sad ordenligt så hun kunne se på ham, så hun møvede lidt rundt, stadig med et greb i snoren hvis hun nu skulle falde. Efter lidt tid, sad hun med fronten mod ham, og ryggen til dragens hoved. Hendes blik søgte hans, hun kunne godt lide at studere øjne når hun fik muligheden. "Du lyder i hvert fald som en god person. Jeg er jer begge evigt taknemmelige for at ville føre mig hjem. Faktisk, skylder jeg er mit liv, hvis jeg altså overlever turen." Hendes stemme var blid og sød, hun virkede på ingen måde trist over sin situation, men positiv og glad. Det var ret mærkeligt måske, men det var sådan hun kom igennem livet med et smil på læben. Lilje synes han virkede utrolig modig og viljestærk, det var da kun til at beundre et sted. Hun lod fingrene som ikke holdte snoren, rette lidt på håret igen så det ikke blæste ind i hovedet på ham. Og så så hun ellers ned, for at se sig lidt om. Vandet som udgjorde havet viste sig. Hun vidste ikke om de bare skulle lige ud, det måtte han vide med kortet.

[Hitidaho]

han kigger hurtigt op da hun havde vendt sig rundt og studrede hendes øjne han kunde bare ikke få øjne væk igen så kan han høre havet og bliver forvirret og hiver kortet frem han kigger hurtigt på det og lægger det væk igen han lægger armene om lilje og tager fast i snoren og får zados til at ændre kursen lidt så fjerner han armene igen og kigger på det blå hav under ham. han kigger tilbage på lilje og griner "har du lyst til noget at drikke"

[Lilje Morgendahl]

Som han kiggede på kortet, smilede hun, så snart de var over vandet, måtte hun til den nærmeste skov selvom det ikke var hendes egen. Og så kunne de sove der. Da han lagde armene om hende, smilede hun og så lidt rundt, han styrede dragen? Det kildede i maven og hun lo mildt, inden hun så på ham igen som han gav slip. Det var rart at være nær et andet væsen, hvem skulle have troet det? Hun havde kun været nær sin moder for mange mange år siden, så det var nyt for hende. "Blomster kan altid bruge næring." Kvidrede hun muntert, med det mente hun naturligvis vand. Solen i sig selv var skøn, virkelig skøn og langt mere tilgængelig heroppe i luften. Hun lukkede øjnene og nød følelsen af at være oppe i luften, det var virkelig specielt og en skøn følelse.

[Hitidaho]

han trækker en dunk med vand op og giver den til hende han kigger lidt rundt og ser lidt længere inde mod land en skov de kunde hvile i han lægger armene om lilje igen og for zados til at flyve over til den han kigger kort på lilje og siger "jeg er glad for jeg mødte dig lilje du har givet mig håb for at der ikke kun er onde væsner i denne verden jeg lande i den nærmeste skov zados har brug for et hvil" han fjernede armene om lilje igen

[Lilje Morgendahl]

Roligt tog hun imod dunken, hun kiggede lidt undersøgende på den. Det tog hende en del tid at finde ud af hvordan den blev åbnet, og at der var vand i den. Normalt drak hun direkte fra søen jo, eller de fine kopper hun havde lavet i træ derhjemme når hun blandede bær med vand. Det skulle han smage! Hun fik helt lyst til at vise ham sit hjem når de kom frem, det havde hun aldrig gjort før. Da hun havde taget en tår, rakte hun den tilbage til ham. "Tak." Sagde hun glad, inden hun igen endte i hans favn, hvilket hun godt kunne lide. Det var rart, og varmt. Selvom det var mærkeligt han bar de mærkværdige ting på sin krop. "Mange gode væsner er i min skov, landet jeg kommer fra, er meget lyst." Fortalte hun stille med et smil, hun var glad for at de snart ville være nær en skov igen. Hendes bare tær manglede skovbunden at trives i. Det gik hurtigere på drageryg, end i båd, det var helt sikkert. Hun ville bestemt overleve denne tur.

[Hitidaho]

han kigger ned og ser en lysning han kan lande i med en lille sø i han lander det store dyr og tager et stort stykke kød op af en taske "vil du give det til zados du skal bare lægge det forand ham så bliver han glad jeg skal lige ned til søen hurtigt og ordne noget" han tager sin hjelm af og rustningen og lægger kødet på jorden ved siden af og går ned til søen og tager noget vand i hænderne og smider i hovedet og sidder ved sø kandten