Flygtet

[Lilje Morgendahl]

Da det store dyr landede, greb hun hurtigt fat i ham, hun smilede undskyldende, inden hun valgte at slippe ham igen. Roligt søgte hun ned fra dragen, hvor hun smilende tog kødet og lagde det foran dragen. Hun så lidt efter manden, inden hun valgte at søge ned til søen hvor han sad. Med små trippende skridt, endte hun ved ham og satte sig roligt ned ved hans side. "Det betyder meget for mig at i hjælper mig, jeg ved slet ikke hvordan jeg skal takke jer." Lød det stille og sødt fra hende, hun trak benene op mod sit bryst og lagde hovedet mod sine knæ mens hun studerede ham ved sin side. Det var virkelig stort, de reddet jo hendes liv.

[Hitidaho]

"jeg er bare glad for at hjælpe at du over lever og at du kommer hjem igen og den glæde jeg ser i dine øjne og høre i din stemmer er bellønning nok for mig" han smiler til lilje og så kigger han mod himlen. så kigger han på zados der godt i gang med at spise
"jeg er meget fascineret af dig du er altid smilene og glad"

[Lilje Morgendahl]

Det varmede at høre ham sige sådan, det var i sandhed et godt væsen hun var faldet over her. Hun havde godt hørt om mennesker, de var meget forskellige, og holdte ikke så meget sammen som andre racer. Blikket hvilede mod ham, han var virkelig rar at tale med! En mild latter kom fra hende. "Jeg ser ingen grund til ikke at være det, naturen er smuk og fantastisk, jeg har altid levet i fred og ro. Det der er sket nu her, er den første slemme ting, det havde nær taget livet af mig. Men vupti, der var du, og Zados til at redde mig." Lød det glad fra hende, hun udstrålede næsten taknemlighed, det var så fantastisk at være på vej hjem. Og nu hvor de var landet i Elesmira, var der ikke lang vej endnu. En nats søvn, og så burde de kunne nå det til næste nat igen at komme til den store skov.

[Hitidaho]

han lægger sig godt til rette i det bløde græs og stirre mod natte himlens mange stjerne og tænker *håber i kan se mig der oppe jeg savner jer* en tåre løber ned af hans kind og han lægger sig til rette og er på vej til at sove mens han sige stille "godnat lilje få hvildet ud vi har en lang dag forand os"

[Lilje Morgendahl]

Lilje så mod ham med et blidt smil, hun sad endnu op og betragtede ham liggende i græsset. Da hun så tåren, blev hun dog kort forvirret, hvad var der mon galt? Hun skulle til at spørge, men da bød han hende godnat. Måske hun kunne spørger ham i morgen? Hun sukkede blidt, inden hun selv lagde sig ned, her gik hun i et med græsset som de smukkeste liljer og blev skjult i naturen som hun gik i et med. "Sov godt Hitidaho." Lød det blidt fra hende, inden hun faldt i søvn efter lidt tid, udmattet af dagens mange begivenheder og den lange rejse.

[Hitidaho]

han vågner med et sæt i kroppen han kigger rundt det er morgen "lilje hvor er du henne" han rejser sig op og kigger rundt han var forvirret han vækker zados "jeg sagde du skulle holde øje med hende vi må finde hende han tager sin rustning på og hjelm og tager et stort skjold frem og sin hammer "zardos du bliver her vis hun kommer tilbage vis jeg ikke er tilbage inden solen er højst på himlen og hun er tilbage føre du hende tilbage til hendes skov forstået" han løb ud i skoven og fulgte nogle mærkelige fodspor

[Lilje Morgendahl]

I sin søde søvn lå Lilje forvandlet til blomster i græsset. En uro vækkede hende dog, og før hun kunne nå at reagere, så hun Hitidaho forsvinde ud i skoven. Hun forvandlede sig og lå i græsset igen, uden noget som helst på kroppen, med sin grønne ud og de fine mønstre som var i den. Forvirret så hun efter ham, og derefter hen på dragen. "Hitidaho? Hvor skal du hen?!" Lød det lettere panisk fra ham, han måtte da ikke gå fra hende! Hun rejste sig op og gik op til dragen, den nussede hun roligt på snuden. "Han kommer da tilbage, ikke sandt?" Spurgte hun forsigtigt, mens hun stod og ventede, skulle hun mon løbe efter ham? Lilje vidste det ikke, men hun var bekymret, ledte han efter hende?

[Hitidaho]

han løber gennem skoven mens hans drøm flyver gennem hoved på ham *lilje er blevet taget igen og det min skyld* han stormed gennem skove og fandt en hule hvor de mærkelige fodspor stoppede han løb ind i hulen og alt blev bare sort man høre et brøl fra hulen og alt blev stille noget tid efter kom han ud af hulen han skyndte sig tilbage til zados for at se om lilje var kommet til bage han havde ikke meget tid igen vis hun var kommet tilbage han kom tilbage lettet over se lilje stå ved zados han råbe "lilje godt du okay hvor var du hende jeg var bekymret jeg troede du var blevet bort ført igen jeg jeg" stammende faldt han på huk i gråd. han blødte kraftigt fra armen af

[Lilje Morgendahl]

Ved dragen stod hun og overvejede hvor vidt hun burde løbe efter ham, men mon ikke han kom tilbage? Han efterlod da ikke sin ven her. Hun stod i sine egne små tanker, inden hun hørte ham råbe, da hun vendte blikket havde hun ikke forventet at se ham bløde eller græde. Øjnene blev store, overrasket og en smule forskrækket, hurtigt styrtede hun imod ham, hvor hun gled ned ved hans side og kiggede på armen. "Nej, jeg er lige her, jeg.... Jeg var gået i et med mine omgivelser. En evne jeg har som nymfe." Hun skammede sig næsten, hun havde forskrækket ham, gjort ham bange. Blidt lagde hun hånden ved hans sår, havde han nu bare været en plante kunne hun hjælpe, men hun kunne kun gøre hvad hun havde set andre væsner gør. Roligt rejste hun sig for at finde noget vand i et uddybet blad, hun vaskede blidt hans sår og fandt derefter nogle lange blade som hun bandt rundt om for at ligge pres på såret. Mange i skoven havde haft gjort brug af dette efter møder med store dyr, så som bjørne og ulve. Tænk at hun fik brug for det, det var godt at hun havde iagttaget så mange.

[Hitidaho]

han kigger på hende med tåre i øjne "jeg så den tage dig med jeg havde svigtede dig jeg ved ikke hvad der skete jeg var bange og bekymret jeg var ikke mig selv jeg har aldrig før været så bange for at der var sket nogle noget" han giver et sæt i kroppen for det gjorde ondt da hun begyndte at pleje såret han sidder og tænker *hvordan kan det være at hun har været her hele tiden når jeg så hende blive taget af det store væsen* "hvordan har du kunde være her nå jeg så dig blive taget af det store væsen" han ser forvirret rundt

[Lilje Morgendahl]

Forsigtig prøvede hun at være, men det ville jo nok gøre ondt uanset hvad. Hun så op mod ham, at han ikke havde været så bange på nogens veje før, fik hende til at ligge hovedet på skrå. Det havde hun heller ikke selv været, da hendes mor forsvandt jo, men det var jo virkelig lang tid siden. "Jeg er lige her, det har jeg hele tiden været. Men jeg lå på græsset, som græs, og blomster. Mon du har drømt?" SPurgte hun så forvirret, for hun havde jo været gået i et med naturen, så ingen kunne røre hende. Det gjorde hun altid, da hun vidste hun burde være forsigtig nu hvor hun sov. Stakkels mand, han virkede helt ude af den. Hun havde fået blod på sig, så hun endte med at rejse sig og søge til søen for at vaske det af.

[Hitidaho]

han kigger forvirret på hende og siger "en drøm men det føltes så virkeligt" han var helt fra den. han så på hende mens hun gik ned til søen han rejste sig op i smerter og gik med ned til søen og siger "undskyld vis jeg skremte dig det er bare nyt for mig at have noget at beskytte jeg har ingen familie mig og zados er de eneste tilbage jeg mistede dem til en drage" kigger over på zados og smiler "det var en god kamp min ven"

[Lilje Morgendahl]

Stille nåede hun søen som hun trådte lidt ud i, hun mærkede ikke kulde på samme måde, da hun jo altid rendte rundt uden tøj på. Hun vaskede hænderne stille og rolig, samt de stedet blodet ellers lige var kommet, inden hun vendte sig rundt mod ham med et blidt smil på læberne. "Jeg blev forskrækket fordi du var væk, og så at du vender tilbage såret. Hvad er der sket?" Spurgte hun så og hentydet til skaden, for den var der ikke da de lagde sig til at sove. Hun havde handlet, og helt glemt at spørger. Nu var der lidt mere ro på, så hun kunne tænke lidt mere klart, hun sendte dragen et smil. Det var godt han havde den. "Jeg har kun haft en i mit liv, og hun forsvandt for mange år siden." Fortalte hun så med et skuldertræk, det var jo bare sådan det var.

[Hitidaho]

han tog en dyb vær trækning "jeg fulgte nogle mærkelige fodspor til en grotte jeg troede du var der inde så jeg løb der ind kunde ikke se noget så jeg famlede mit ildtøj frem for at kaste noget lys men da jeg først fik tændt lyset så jeg dette store væsen fik ikke et ordenligt syn på den så mærkede jeg noget bide fast i min arm jeg svingede min hammer og svaret igen med mange slag i trek væsenet brølede og faldt til jorden jeg skyndte mig at lede hulen igennem men du var der ikke så jeg tænkte jeg prøver at gå samme vej tilbage og se om jeg kunde finde nye spor så så jeg du stod hos zados og jeg blev glad og løb her hen" han kiggede på lilje "nå vi må os snart af sted så vi kan få dig hjem til din skov som lovede" han smiler lidt

[Lilje Morgendahl]

Roligt lyttede hun, mon han var gået i søvne? Eller så syner? Hun håbede det da ikke, det ville ikke være så godt hvis han så syner. Måske han var syg? Hun fik en masse tanker og prøvede at finde et svar, men måtte give op og trække på sine skuldre, det var nok bare meningen de fandt hinanden igen og ingen havde mistet livet. Det var positivt og godt. "Måske en bjørn? Godt du ikke kom mere til. Jeg håber det jeg gjorde sørger for du har det godt." Lød det bekymret for hende, hun lod sine fingre glide kort ned over bladene som var bundet om hans sår. Lilje smilede sødt til ham og nikkede roligt, hun løb hen til dragen og hoppede elegant op på dens ryg igen. Klar til at komme videre, komme hjem.