Flygtet

[Hitidaho]

han følger hendes finger ned langs bladet om skulderen han nikker "det er fint jeg klare den med det på er jeg klar igen" han smiler sødt til hende mens hun løber mod dragen han løber med og hopper op "zados så giver vi fuld kraft så vi kan nå skoven inden mørkes frem brud" zados slår vingerne ud og brøler så letter han med en stor kraft. smeden griner højlyt og tager kortet frem "vi er der inde mørket det er" zados flyver af sted med stor kraft *kommer til at savne hinde*

[Lilje Morgendahl]

Det glædet hende at gøre noget godt for en anden, det føltes virkelig rart, det havde hun ikke sådan prøvet før, ikke direkte hvor hun kunne mærke det. Hun smilede svagt og lagde hovedet tilbage mod ham, satte sig godt til rette, hun kunne godt lide at være nær ham, det føltes betryggende et sted. Hun greb kort fat da dragen lettede, hun grinte sødt, det kildede altså i maven! Det var en oplevelse uden lige dette, og hun ville for altid holde den nær sit hjerte og sind. "Han bliver nød til at skulle lande udenfor skoven, der er ingen lysning stor nok til at han kan være der." Fortalte hun så, Lilje kendte det meste af skoven, kun den forbudte del havde hun aldrig været i. Enhver som havde livet kær kom ikke i nærheden af den del af skoven.

[Hitidaho]

"så længe du kender skoven og hvor jeg kan lande så er det fint du siger bare til men skoven er lidt længere fremme" han ler *så er denne rejse snart slut fik en ny ven det er altid rart* han ser ned mod landjorden og ser landskabet passere under dem "hvad skal du så når du kommer hjem i din skov har du nogle venner eller er du helt for dig selv og vis du har brug for hjælp så må vi finde en måde du kan komme i kontakt med mig på"

[Lilje Morgendahl]

"Det gør jeg, så godt som jeg kender min egen krop." Grinte hun, for hun vidste da hvad en tå var, og en albue. Det var det bedste eksempel hun kunne komme på. I det fjerne kunne man skimte skoven, det gik langt hurtigere end da mændene red og sejlede. En drage var ret nyttig, men stor, frygtelig stor. Hun så rundt og holdte øje med omgivelserne. "Jeg har aldrig haft brug for hjælp før i dag, men det ville være rart at vide man kan få den. Men jeg aner ikke hvordan, når i to bor så langt fra mig." Lød det stille fra hende, næsten trist, for hun kunne nu godt lide selskabet. Snart havde de jo faktisk brugt to dage sammen.

[Hitidaho]

han ser skoven i det fjerne "så lilje så du snart hjemme vis det er kan mig og og zados altid komme til skoven vis det er du har brug for det og så kan du vise os rundt i skoven en dag" han smiler *tænk at det allerader er to dagen siden jeg fandt den nymfe i skoven* "men det har været sjovt"

[Lilje Morgendahl]

Maven snurrede sig rundt, endelig snart hjemme i hendes dejlige hytte, hun smilede over hele ansigtet, det gik i de grønne øjne som stirrede mod skoven. "Hvis vi lander dernede, lidt udenfor skoven, så er der ikke så langt ind til min hytte." Lød det ivrigt fra hende, hun glædet sig til at komme hjem, det var tydeligt. Hun vente sig mod ham med et stort smil. "Hvis i ikke har for travlt, vil jeg da gerne vise dig rundt nu. Der er ikke plads til en drage i skoven, han må vente udenfor." Det var jo en tæt skov, og drager blev ikke lukket ind af træerne. Desuden ville elverne sikkert også gå helt amok. Hun måtte se overrasket ud, havde det været sjovt? "Vi ser vidst forskelligt på sjov." Kluklo hun og så ned på hans sår hun havde forbundet med blade.

[Hitidaho]

han følger hendes blik "det er bare en skade det sker tit får mig jeg roder mig altid ud i et eller andet" sagde han med et skævt smil på læben han skifter hurtigt emne "så lander vi zados min gamle ven"zados lander der hvor lilje sagde smeden siger "zados vis der sker noget skynder du dig væk okay jeg følger lilje hjem ellers brøler du bare" han tager et stort stykke kød op og kigger på lilje "vil du have æren" siger han med et stort smil på læben"

[Lilje Morgendahl]

Da dragen landede, hoppede hun elegant ned igen, hun tænkte over det han havde sagt. Hvad i al verden mente han mon egentlig med det? Burde hun være nervøs for der skete ham noget fremover? Hun så mod kødet med et smil, inden hun nikkede blidt. Med et godt greb, fik hun det hen foran dragen og lagde det der, nussede den blidt og trak sig så igen. "Tusind tak for turen Zados." Sagde hun så, inden hun vendte sig mod Hitidaho med et smil. Ivrig for at komme hjem, begyndte hun at gå ind i skoven, hun så sig over skulderen for at se om han mon fulgte med.

[Hitidaho]

han kigger på zados og siger "du bliver her husk hvad jeg sagde jeg følger lilje det sidste stykke" han kigger på lilje der er på vej ind i skoven han tager sin hammer og sit skjold og løber efter hender løfter hender op og snurrer rundt og sætter hende igen "ligesom da du dansede ved søen" han smiler med et stort smil

[Lilje Morgendahl]

Det kom bag på hende at han løftede hende op og svang hende rundt, hun hvinede højlydt i glæde og måtte le varmt. Hun smilede stort. "Du er altid velkommen til at besøge mig." Sagde hun så, inden hun gjorde tegn til at de skulle videre. Hun var ivrig for at vise ham hendes hjem, hun ville holde vejen simpel så han kunne finde vej dertil. Det var let genkendelige steder hun viste, og på vejen fortalte hun ham om tingene omkring dem, så han havde noget at se efter næste gang han kom på besøg.

[Hitidaho]

han lytter og kigger rund meget fascinerede han går op på siden af hende "det er en dejlig skov lilje glæder mig at du er kommet hjem igen til dine omgivelser" han kigger på hende men hun forklare om de mange ting han havde ikke set noget væsen være så glad før han viste at havde gjort det rigtige at hjælpe hende med at komme hjem han fald over en rod fra et af træerne og landede med et bump i jorden han lå lidt og mumlede ned i jorden

[Lilje Morgendahl]

Skoven var hendes hjem, så hun var jo næsten allerede hjemme. Hytten var et sted hun opbevarede de mærkelige ting hun fandt. For det meste var hun jo ude i skoven og studere folk på afstand. Da de gik forbi et bestemt sted, kom hun i tanke om den første drage hun havde set, slet ikke så stor som Zados, men den havde ødelagt trækronerne. Nymferne havde dog reddet dem og bevaret dem, så de var fine igen. "Jeg er allerede hjemme, og jeg kan takke dig og din drage for dette." Kom det yderst taknemligt fra hende. Hun gik gled over skovbunden, hun var jo van til at færdes i skoven alle tider af døgnet, og følte den i sine fødder. Hun vendte dog blikket rundt da han endte med at falde. Hun fniste kort, inden hun skyndte sig hen for at hjælpe ham op. "I mennesker kan ikke mærke skoven som vi kan, kan i vel?" Spurgte hun så.

[Hitidaho]

"nej vi mennesker kan ikke føle naturen som du kan vi kan kun føler hvad vores hjerte føler glæde sorg vrede mod frygt osv. og det der rør vores hud" han griner let. han står lidt og kigger rundt "jeg må se at komme tilbage det er ved at være mørkt og zados er der ude alene så må heller komme tilbage lilje jeg takker for alt og tak for turen i skoven" han vender sig rundt og går mod stedet hvor zados lå og ventede

[Lilje Morgendahl]

End ikke havde de nået hendes hjem, inden han ville vende retur. Hun så mod ham med et trist blik, allerede? Hun sukkede blidt, og tog fat i ham, hun havde set folk taknemmelige kramme hinanden, så hun prøvede at give ham et kram. Nøgen. For Lilje var det jo normalt. "Men så kom snart igen Hitidaho." Lød det stille fra hende. Hun slap ham igen, og så ham så søge mod Zados igen. Hun blev stående lidt, inden hun valgte at søge helt tilbage til sin hytte. Den så urørt ud, og det passede hende fint.

//out