Nyt legetøj

[Corina Mathilius Darkheart]

Wulf

Natten bød sig velkommen, og folket stod op i Miltra. De fleste væsner var vågne om natten, da det var der alt det spændende skete, og mørket lå. I sommeren var nætterne som regel korte, men i landet her, var der mørke for det meste. Selv på solskinsdage der ellers måtte ramme andre steder. Igennem markedspladsen gik en kutteklædt skikkelse blandt så mange andre, de bare fødder kunne ej ses for den lange kutte som klædte hende. Hætten gemte hendes lange sorte hår og det meste af hendes ansigt. Dog på gangen var der ingen tvivl om en kvinde gik der, en kvinde med et mål. Corina smilede sit sædvanlige ballademagersmil, hun var som altid ude på unoder. Fyrstinde af landet, i den grad kendt og frygtet, derfor holdte hun sig det skjulte for nu. Månen stod næsten fuld på himlen, der gik ikke mange nætter før den stod hel og smuk. Noget hun glæder sig til, for alle væsner blev påvirket af sådan en nat, nogen mere end andre naturligvis. De lange negle gled kort hen over hendes mørkerøde læber, hun stod og tænkte, hvad skulle hun mon købe med hjem denne nat? Noget nyt, noget at lege med, åh ja, noget hun ikke slog ihjel af kedsomhed. 

[Wulf]

Oct 18, 2015 13:19:20 GMT Wulf said:

Han stod og kiggede rundt, han holdte sin ene hånd på sin ene økse, da han ikke kendte, stedet, han studerede nøje personer omrking om ham, han havde oplevet så meget, så han stolede kun på personer han havde mødt og snakket med. Han stoppede op og kiggede op på himlen, han ventede på fuldmånen, han ønskede at føle dens virkning på ham. Han så pludseligt en skikkelse, en der vandrede rundt i en kutte, hans blik fuldte hende lidt.

[Corina Mathilius Darkheart]

Følelsen af at blive iagtaget mærkede hun tydeligt, men det gjorde hende intet, hun slappede af og kig roligt rundt for at se på de forskellige boder. Der blev solgt alt her, slaver, våben, mad, rustninger, klæder af alverdens slags. Før i tiden var Shane der, men han var jo blevet større, endda været i fjendens land og tjene penge. Hun var tilfreds, det gjorde intet han fordærvede folk på den led, lod dem åbne op for de onde. Roligt stopped hun op foran et bord der stod med forskellige våben, hun kærtegnede hvert et blad, og så så mod salgsmanden.
"De bør ikke lade tingene ligge frie på denne made." Lød hendes stemme med den legesyge tone der kendetegnede hende blandt folk som kendte hende. Hun smilede ondskabsfuldt og tog den ene dolk op, han skulle til at sige noget, men hun borede dolken ned igennem hånden som han havde hvilende mod bordet. Det smertefulde skrig lød igennem markedet, men ingen reagerede som sådan, det var normalen her. Hun lukkede øjnene og kom med et kort nydende suk. Det føltes fantastisk! Han smerte og frygt.

[Wulf]

Han høre en mands smerte skrig, han går der hen af, for det vækkede hans interesse, så han ville have nærmere kig på hvad der var sket. Han så pludseligt den kutte klædte ige, personen stod foran den mand der skreg og græd. han nærmede sig boden. *Hvad mon der er sket siden han græd, kunne se der er våben ved boden* Han nærmede sig godt og grundigt boden, men han stoppede op kort inden boden, han lagde mærke til formerne på den kutte klædte, det var en smuk kvindes kurver der var formet af kutten. han nærmede sig og stod ved siden af kvinden som var kutte klædt og så dolken i mandens hånd. Han stillede ingen spørgsmål, udover et "hvad havde manden gjort?"

[Corina Mathilius Darkheart]

Mandens smerte stod hun som dødsengel og nærede sig på, hun sukkede blidt, inden en fremmede valgte at blande sig. Det gjorde hende dog intet, det var jo kun sjovt i hendes øjne, det betød som regel mere ballade. Hun vendte fronten roligt mod ham og lænede sig afslappet, næsten forførende op af bodens bord.
"Absolut intet." Grinte hun legesygt, inden hun greb fat om dolken og vred den rundt hvor den var, midt i mandens hånd. Et smertefuldt skrig mere lod sig høre, inden manden gled i knæ og tryglede om at hun fjernede den. Det fik hende til at grine igen, inden hun trak dolken op af hånden og satte blade foran sig. Her lod hun tungen sensuelt glide op af bladet for at smage på blodet, inden hun kastede den fra sig.
"Jeg gav livsvigtig viden fra mig, jeg tror han har taget ved lære." Lød det så ganske roligt fra hende, hun så mod manden som havde stillet sig ved hendes side. Smilet på de mørke læber skreg af ballade.

[Wulf]

Han kiggede hende dybt i øjne "Undskyld min uhøflighed, men jeg er Wulf, jeg ny her" han rækte sin hånd frem til hende uden tøve, hans blik havde kørt op og ned over hendes krop, hans blik var tomt, intet frygt, selvom han havde lige havde set det hun var i stand til. Han var tiltrukket af det mystiske over hende, han studerede hende nøje for at finde ud af hvem hun var.
Han kiggede blot et sekund op på himlen og lagde mærke til månens skær der faldte ned på hende.

[Corina Mathilius Darkheart]

Selvom det meste af hende var skjult, kunne kvindeformen bestemt ikke skjules da stoffet lagde sig ind til hende og brystet fik stoffet til at bule fint ud. At han rent faktisk matte finde ud af hvordan tingene hang sammen her, rimelig hurtigt, viste hende at han rent faktisk havde en hjerne. Hun lagde hovedet på skrå, inden hun rakte ham hånden, hendes hud var bleg, som havde hun været en vampyr. Dog var det langt fra tilfældet.
"Det ses. Brug for at blive vist rundt?" Lød det lusket fra hende, hun var i den grad ude på ballade, og en ny i byen, det kunne kun blive sjovt! Hun kendte jo alle de gode steder, det bedste sted var dog hendes hjem, men kroen kunne også være sjov. Der var altid ballade.

[Wulf]

"jo tak, man afviser ikke en yndig kvinde" han kyssede hendes hånd og fulgte med hende, han var sikker på hun ikke ville gøre ham noget og følte ingen fare, men da fare alligevel ikke rørte ham, så kunne det være lige meget. Han kiggede op på himlen da han fulgte med hende *hmm, mon om hun vidste hvornår der var fuldmåne* "et spørgsmål" Han ventede lidt med at spørge så hun kunne prøve at regne det ud "ved du hvornår der er fuldmåne?" Han blev ved med at følge hende og ventede på svaret.
Han tog et kig op på himlen igen og studerede stjernerne.

[Corina Mathilius Darkheart]

Manere på plads, men han virkede ung, hun smiled svagt og måtte overveje hvad hun skulle lave af unoder. Man kunne jo ikke være gæst i hendes land uden at opdage hvilke fantastiske skrækligheder der var. Som hun gik, endte de med at forlade markedet hvor der var en del. Grunden under dem var mørk, intet græs lavede frodigt her, ingen træer eller buske. Det krævede speciel vedligeholdelse, noget man kun havde i sine haver. Resten af landet var dødt af den jord de betrådte, som bar en del død. Dog var der nogen steder planter levede kortvarrigt, gerne steder hvor folk var blevet slået ihjel og de afdødes krop brugt som gødning. Det var også den eneste glæde hun kunne finde i liv af planter. Med mindre planten kunne gøre skade, hviket også var grunden til at roser var hendes ynglingsblomst. Tornene.
"Jeg husker ej vi er bliver dus? Men nuvel. Fuldmånen rammer os om indenfor de næste par nætter. Den er næsten fuld i nat, et smukt syn." Kom det roligt fra hende, som hun stoppede for at se op. Dette fik kutten til at glide ned og afsløre hendes ansigt helt, de næsten hvide øjne i svag lysegrå farve, de mørke læber, ansigtstrækkende som i den grad var smuke og det ravnsorte lange hår. Den blege hud måtte næsten have et genskær af månelyset.
"Hvori ligger Deres interesse for fuldmånen?" Spurgte hun så med sit ballademager smil, inden blikket blev vendt mod ham. Nogen fandt hendes øjne uhyggelige, andre smukke.

[Wulf]

Han lagde hurtigt mærke til hendes øjne, han stoppede ikke med at kigge ind i dem.
"min interesse for fuldmånen, er en interesse i noget der skulle ske mig" Han kiggede op på himlen og kiggede på månens form. han kiggede tilbage på hende, han følte at hun var tiltrækkene på en måde. "skal vi gå videre eller stå og dele ting" spurgte han med et lidt drillende tone fald, imens hans øjne gled op og ned af hendes krop. *der er noget specielt over hende* Han kiggede op på himlen og så ud til at spekulere. Han havde lyst til at stille sig nærmere hende, men han undlod, ikke på grund af frygt, men loyalitet. Han kiggede hende dybt i øjne og holdte øjenkontakten. "du har meget smukke øjne"

[Corina Mathilius Darkheart]

Mere behøvede han ikke at sige før hendes mørke fyldige læber kun gav et endnu større ballademagersmil fra sig, hun så lidt op og ned af ham. Var han helt ny? Aldrig gået igennem en forvandling? Åh hun måtte overvære det, den smerte han skulle igennem ville være enorm, den ville være vidunderlig at føle. For hende.
"Flabet. Jeg kan lide det. Lad os endelig forsætte." Grinte hun, og slog armen ud til den vej de skulle gå. Man kunne se et stort mørkt slot tårne sig op et godt stykke derfra. Skulle hun tage ham med hjem? Det kunne jo være sjovt. Specielt hvis han blev til fuldmåne om et par nætter. Hvis ikke natten efter denne. Hun var ikke helt sikker endnu, hun havde haft en del at se til, så dage og nætter gik nogen gange hurtigere end ventet.
"Er det din første forvandling?"Spurgte hun så direkte, interesseret i den grad. Hun havde intet imod øjenkontakt, da hun intet havde at frygte. Hendes væsen var nok nærmere at frygte, hun var oldgammel og i den grad en meget stærk kvinde. Det var dog rart nok med en der var nede på jorden. Hans kommentar om hendes øjne fik hende dog til at grine imens hun rystede på hovedet.
"Pas på de ikke bliver det sidste dine egne beskuer." Lød det legesygt fra hende, inden hun gik videre og viste ham lidt rundt i byen inden de endte på markedet igen.

[Wulf]

Han kiggede på hende og beundrede hendes direkte måde at være på. "ja det er min første" han lignede en der tænkte meget. *mon om man skulle høre hende om der var andre varulve* Han fulgte bare med hende og undrede sig ikke over slottet. "ved du om der er flere varulve her omkring?" Han håbede på et positivt svar, men intet var sikkert.
*Hmm, jeg fik egentlig aldrig hendes navn* Han stoppede op og tog fat i hende. "jeg fik aldrig fat i dit navn" Han nærmede sig hende, så han så hendes reaktion.

[Corina Mathilius Darkheart]

Fantastisk, det blev bare ikke bedre dette her. Hun måtte i den grad beholde ham til han havde oplevet sin første fuldmåne. Tankerne gled på alle de sjove ting som kunne ske, måske hun skulle låse ham inde på slotted og derved se hvilke af hendes vagter som var gode nok til at overleve. Det kunne være så sjovt! Varulve havde jo ingen kontrol, de handlede på dyriske instinkter.
"En del er kommet hertil efter at være blevet forvist til den forbudte den af skoven. De vil gerne leve et mere normalt liv, det tætteste de kommer på det er her. Hvor de ikke er frygtet eller jagtet." Forklarede hun roligt, mens smilet fortalte en anden historie, hun var ude på noget, ingen tvivl der. De endte foran slottets høje mure og tårne, mørkt var det, og i den grad normalt uhyggeligt. Da han tog fat i hende, reagerede hun dog hurtigt og tog ligeså fat i ham, de lange skarpe negle tøvede ikke med at bore sig ind i hans hud. Øjnene stirrede koldt og morderisk ind i hans.
"Et godt råd lille varulv, tag aldrig fat i folk med mindre du søger en kamp." Corina lod aldrig folk røre hende uden hun havde givet dem tilladelsen, hun trak neglene til sig, slap ham og hev hånden til sig med et grin.
"Navnet er Corina, Corina Mathilius Darkheart. Fyrstinde af Dekra." Lød det så fra hende, balladen strålede ud af hende, hun gik kort tæt på ham og vendte så rundt med en legende latter.

[Wulf]

Han smilede på en lumsk måde, hun kendte ham ikke så meget og vidste ikke så meget om ham. "jeg så du nød at slikke blodet af dolken på markedet, hvorfor ikke det på min arm?" Han grinte stille og roligt. Han ville se hvad der skete. "du virker som en der ville nyde at have en hund eller rettere, din egen helvedes hund" han smilte til hende og havde en specielt glimt i øjet, han var klar på at smide sig ned på knæ for en domina. Han tøvede ikke over hans spørgsmål, han følte det var et godt spørgsmål.

[Corina Mathilius Darkheart]

Denne fremmede virkede til at passe perfekt ind i Dekra, så han kunne i den grad være en ny indbygger. Hun så på sine blodige negle kort, inden hun viftede ham i sin retning. Hun stoppede ikke med at gå til de nåede helt frem til slottets porte.
"Jeg nød smerten manden var i, og at hyle ham ud af den ved at slikke på dolken. Frygten han bar var, styrkende." Fortalte hun så. Hun gik ud fra det var hans første møde med en dødsengel, han skulle nok lære dem af kende. Selvom hun nok var en af de mest sindssyge man fandt. Ordene han kom med, fik hende til at vende sig rundt med et smil og et løftet øjenbryn. Tilbød han lige sig selv som hendes private varulv? Ganske vidst ville han ikke være så stærk en varulv endnu, men med forvandlingerne kom det, og hun ville kunne give ham styrke i træning. Det ville i den grad være helt perfekt. At forme sin egen varulv.
"Jeg tager dig gerne under mine vinger, jeg ser en del muligheder som er for fantastiske at modstå, og hvorfor modstå, når man kan nyde?" Tonen hendes stemme bar var forførende, hun studerede ham, der var potientiale i denne mand. Allerede nu havde han passet godt på sin krop, så han skulle nok overleve sin forvandling, det var hun ikke i tvivl om.