I vanskeligheder

[Deleted]

Hayley sukkede og lod blikket blive på ham.
"Så det du gør for mig, lige nu, og det du gjorde ude på havet. Reddet mit liv, og nu redder det igen, sikre dig jeg ikke falder i den visse død på egen hånd uden mine vinger, det er ej en god gerning?" Lød det roligt fra hende, hun endte med at sætte sig lidt op som han startede med at nusse hendes hår og nynne en melodi for hende, hun holdte sig oppe med den ene arm og lod hånden tage hans ned fra hendes blonde lokker og holdte godt fast i den.
"Dine beroligende ord, din gæstfrihed, at du ej har lagt en ond hånd på mig. Det gør dig til en god person i mine øjne, der er godt at finde, så længe du bruger hjertet og har det fast det rette sted. Som du har det med mig." Forsatte hun derefter, med sit blide og rolige smil. De havblå øjne var stadig intense, hvilede direkte ind i hans, som kunne hun se hans sjæl.

[Trendamir]

han kiggede på hende som hun sagde det for hun havde ret men hun kendte jo lige så lidt til ham som hun gjorde om havet for havet skjuler mange ting og det gør han også "min kære du må ikke tage det personligt men jeg gør det her for at vise andre hvad jeg gerne vil havde de skal se men jeg er ikke sådan her normalt kun over for kvinder men som de nok har ragnet ud så ved de jo godt hvad jeg har gjort og jeg fortryder intet af det de gjorde eller har gjort en anden person ond tog jeg har gjort dem ondt øje for øje tand for tand jeg tager så bare mere end det som de så om bord på den anden båd" han så på hende som hans stemme blev ændrede fra trist til meget dyster "men overfor dem min kære kan jeg sige dem jeg vil aldrig kunde finde på at skade dem på nogle punkter overhovedet ja jeg er en kærlig mand men jeg er også en meget farlig mand vis man har gjort noget forkert mod mig mine folk eller mod andre og det de fisker gjorde mod dig var forkert i følge mig og de dik der kom efter dem det er det vi kalder vindes ændringer vilket betyder gør du noget skidt kan det blæse tilbage til dig med dubblet kræft men min kære der sker ikke dem noget her ombord" sagde han med en blid stemme

[Deleted]

Det gjorde jo ondt på hende at høre dette, for det vidnede det hun ej ønskede at vide til, hun slog blikket ned, det burde ej være sådan. For hun mærkede han kunne være så meget mere end det, hun slap hans hånd blidt, kun for at ligge sig ned igen.
"Det behøver ej være sådan. Du kunne være så meget mere, så meget bedre. Naturligvis skal folk straffes, men ej ved almene væsners hånd. Det er gudernes job." Lød det stille fra hende. Hun lagde hænderne op ved hovedet, under puden som hun hvilede på. Et stille suk gled igen over hendes læber, hun ønskede at hjælpe ham, det gjorde hun virkelig, men hun måtte først finde ud af hvordan. Og dernæst, måtte hun opsøge ham igen. For nu måtte hendes vinger have hvile, allerede nu var hun sikkert bagud. Og stakkels hendes opgave, hun håbede inderligt der ikke var tale om liv og død. At en anden engel om ikke andet havde taget over. Mon de ledte efter hende?

[Trendamir]

"den eneste måde de kan hjælpe mig på er ved at få min hukommelse tilbage om hvem jeg var engang for jeg kan intet huske og guderne skal straffer folk har jeg ikke tid til at vendte på så må de give mig en højere straf for jeg må havde mange ting på hænderne de ikke er glade for" han så på sinde hænder "men jeg kan se på dig der er noget der pirre dig ved mig jeg ved ikke om hvad det er der går dig på men jeg vil med glæde lytte til hvad du har på hjertet eller hvad det er for nogle problemer de har min kære" han så ned på hende som hun lå der i sengen han kunde ikke lade vær med at smile for det var nu sødt at hun prøvede at hjælpe ham

[Deleted]

Det var ej rette tid eller sted, det kunne hun føle, men måske en dag hun måtte få lov til at give ham hans hukommelse tilbage, som hun gjorde med sin første opgave. Dog måtte hun ikke blande sig i noget hun ikke havde fået besked på, selvom det var fristende, for hun havde evnerne. Hun sendte ham et skævt halvhjertet smil.
"Jeg vil hvile mig ordenligt. Søg du bare til dit mandskab." Lød det stille fra hende, som hun ellers måtte ligge sig til rette og lukke øjnene. Hun ønskede ikke at være til besvær, næsten morgen ville hun forsøge at få gang i vingerne. VEjrtrækningen var rolig og blid, hun forsøgte at sove og få den ro hendes vinger havde brug for, imens bad hun til Tamara om vejledningen måtte komme til hende i hendes drømme.

[Trendamir]

han sad og kiggede på hende mens hun døsede hen men selv da hun sov forlod han ikke kahytten han satte sig i stolen og holdt skifte vis øje med hende og døren han kunde ikke lade nogle komme ind uanset hvad i hvert fald ikke når hun lå og sov han begyndte at sidde og kigge nogle papir igennem og kiggede på kortet han tog det svær op han havde skubbede ind under bordet og ren gjorde det og gjorde gulvet rent for hun skulle ikke opdage at han har udøvet vold igen da han så hvordan hun regeret sidst *vis hun kan skaffe mig min hukommelse igen så skal jeg nok finde ud af hvad der er sket og hvorfor jeg ikke kan huske noget fra da jeg var mindre*

[Deleted]

Timerne gik, hun var allerede nu ganske langt henne i drømmeland. Næsen rynkede et par gange, hun smilede svagt i søvne, mens hun krammede om puden. Solen valgte at stige op over horisonten, hvilket fik hendes indre ur til at ringe, forsigtigt slog hun sine øjne op, inden hun strakte kroppen til. Hun skar en grimasse, de var endnu ømme, men langt fra så slemme som dagen før. Forsigtigt satte hun sig op, for så at komme ud til ham, hun strøg fingrene ned over kjolen, og redte de gyldne lokker lidt med fingrene bagefter. Bare så hun så nogenlunde ud. Et brag fik hende dog til at gippe helt sammen, hun så mod døren og stormede ud og op på dækket. To store engle stod med deres våben klar til at forsvare sig. Deres blikke søgte dog hurtigt Hayley da hun trådte ud, hun gik forsigtigt derover og bag dem dæmpet om at tage våbnene ned. De tog fat i hende, og spredte deres vinger for at søge op mod himlen med hende. Hun så flygtigt efter Trendamir, hun ønskede så brændende at hjælpe ham, men hun skulle først have vingerne i orden og komme ind i sine opgaver. Så snart hun fik tid, ville hun opsøge ham.

//out

[Trendamir]

han lod som om han sov mens hun vågnede og gik forbi ham han hørte bumpet ude på dækket og gik efter lyden som hun løb op på dækket gik han med da han så de to store engle med våbne grinte han lidt og han holdte øje med hende da hun steg op mod himmlen sammen med de to "nu passer i godt på hende" råbte han og vinkede som han søgte op i masten for at komme tætter på himmlen han begyndte at synge den sang han havde sunget første gang de mødtes og vinkede forvel til hende

//out