I vanskeligheder

[Deleted]

Trendamir

Dagen var på ingen måde gået som planlagt, hun havde haft travlt med at finde sin næste opgave, og før hun vidste af det, havde et af de store skibe kastet et kæmpe net ud over hende som hun kom flyvende. De fine hvide finger blev mast sammen, og hun mærkede hurtigt vandets overflade som hun faldt i, fanget i et fiskenet. Hun sprællede for at komme fri, men lige lidt hjalp det hende, hun gispede efter luft da nettet endelig blev hejst op fra vandets overflade. Det blonde hår hang vådt og klistret til hendes ansigt, den hvide kjole var blevet mere eller mindre gennemsigtig, og sømændene her lod til at være rimelig glade for deres fangst. De onde skumle grin som lød, fik hende til at synke en klump. *Det skal nok gå, jeg skal bare få dem til at indse de intet ondt vil mig og at det vil være bedst at lade mig gå.* I sine tanker forsøgte hun desperat at få sig selv til at falde ned, men hjertet hamrede afsted, hun trak vejret en smule overfladisk og hun kunne mærke hun var bange. Deres øjne havde et eller andet over sig, som hun ikke kunne beskrive, men det fik hende til at føle sig udstillet og næsten spist. Hendes arme holdte hun over brystet som hun næsten krammede sig selv, her hang hun i nettet, de så hende an, og diskuterede hvad de skulle stille op med hende.

[Trendamir]

han var ude og segle med sin besætning han stod i udkigmasten og så ud over havdet da han så noget blive trukket ned fra himlen han tog en kiggeret frem og så over mod det skib der havde kastet nette han så en smuk kvinde i sin hvide kjole og de onder mænd holdt hende fangedet mod sin vilje *det er da ikke sådan man behandler en kvinde jeg skal fandme give dem samme tur måske lidt være det ser jeg på til den tid* han råbte til de andre de bare skulle sejle i forvejen han hoppede i vandet med et plask og svømmere med hurtig hastighed hen mod det handet skib han dykkede ned under det og skar et fint hul i bunden hvor han skyde sig selv op af da det hele var dækkede med vand slog han til mens de var forvirret over det der skete man hørte man en lille joke på vejen "hey gutter hvad kalder man en gruppe fisker der fanger damer i deres net" "fiskefoder" var der en dyb stemme der råbte man kunne kun høre skrig og efter det blev vandet rødt af blod og igen fisker at se nogle steder de var væk som forsvundet han gik over og skar hende fri fra nette og grab hende "frygt ej min skøn jomfru Trendamir har redet dig" han smilet et flirtene smil til hende

[Deleted]

Vingerne var skadet, så hun kunne ikke skjule dem, de gjorde for ondt og det ville tage for mange kræfter. I stedet foldede hun dem ind til sin krop, og prøvede at sætte sig ordenligt i nettet, men det gjorde ondt og skar i hendes fine hvide fjer. De havblå øjne søgte ud over mændene, hun skulle til at tale dem til fornuft, da hun så vandet stige på dækket. Var der hul i båden?! Hun ville jo drukne når hun var fanget i nettet, hun blev pludselig helt panisk, for hun skulle ud af dette her og det kunne bare ikke gå stærkt nok! Hayley hørte dog råben og skrigen, i det hun så blodet, hun kiggede væk med tårer i øjnene. Hvad var der galt med fredlige løsninger? Barbariske mænd til søs var bestemt ikke hendes kop the! Det gjorde ondt at høre, ligeså at se, så hun prøvede at få det til at gå væk ved at lukke øjnene tæt sammen. En talte til hende, hun så forbavset op, hans smil fik hende til at se væk igen. Han så ikke meget anderledes ud fra de andre, bortset fra han havde redet hende.
"Skære De mig fri?" SPurgte hun så forhåbningsfuldt, hun ville ikke drukne! Selvom skibet her nu sank og hun ikke kunne flyve med beskadiget vinger. Hun var uanset hvad rimelig meget på den!

[Trendamir]

"ja da jeg skære dig fri men først hvad er dit navn skynd jomfru du ser noget anderledes ud en det jeg er van til at se" han stod og kiggede på hende mens skibet bare sank længere længere ned han kiggede på vandet så på hende "jeg håber de kan svømme ellers har vi et problem kan jeg love dig for men altså jeg har ikke da jeg elsker vandet dine øjne minder mig om havet det kan jeg godt lide men altså det navn der det er rimlig vigtigt for en skønhed som dig om dit navn passer til" han grinte med en sang fuld latter og begyndte at synge en lille sang

Binks' Sake

Yo-hohoho, Yohohohoo,
Yo-hohoho, Yohohohoo,
Yo-hohoho, Yohohohoo,
Yo-hohoho, Yohohohoo,
Going to deliver Binks' Sake!
Following the sea breeze! Riding on the waves!
Far across the salty depths! The merry evening sun!
The birds sing as they draw circles in the sky !
Farewell to the harbor, To my old hometown
Lets all sing out with a Don! As the ship sets sail
Waves of gold and silver dissolve to salty spray
As we all set sail to the ends of the sea

[Deleted]

I og med det var vinter, var det pisse koldt, så hun skælvede noget, og kunne virkelig godt bruge at komme ned fra nettet og væk fra vandet. Skibet sank stille og roligt, hun mærkede hun næsten blev svimmel af hjertets banken der pumpede blodet voldsomt rundt i hendes åre.
"Hayley, mit navn er Hayley." Lød det panisk fra hende, han var så rolig! HVORDAN KUNNE HAN VÆRE SÅ ROLIG?! Hendes havblå øjne stirrede mod ham, hun ville ned, hun ville fri! Svømme! I det vand? Føj! Det kunne han virkelig ikke mene, det var så forbandet koldt! Hendes vinger gjorde ondt, hun ville ikke kunne flyve og at skulle ned i det iskolde vand igen var virkelig ikke godt for hende. Tal om at skulle blive syg, og hun kunne ikke heale sig selv, kun andre. Det havde hun endnu ikke lært, for så gammel var hun slet ikke endnu. Lige nu priste hun sig lykkelig for at hendes malergrej ikke var med hende, og at alt hun havde var hendes kjole.
"Ikke i så koldt vand og med skadet vinger." Sagde hun så, hvor man kunne se på hende hun blev mere og mere bange, for hun ville ikke allerede miste livet som engel. Der var så meget godt af gøre, og hun havde ikke gjort nok endnu! Stod han og sang?! Jamen var han da helt fra den!

[Trendamir]

en munder latter kom fra ham "hayley siger du det er da et smukt navn vent lige her to sekunder" han gik over til en jolle som sad i den anden side af båden han skar den fri og den landede med et plask i vandet han roet den om på den side hvor hayley hang og dinglede i nettet han sejlede hen under hende "så holder vi fast i hat og briller og vis du ikke har det så hold fast i hoved og kjole" han grinte igen mere mundred ind før han hoppede og og skar hende ned det fra så let som ingen ting og han sørgede for at hun ville lande i båden han kigged på hende nede fra vandet af "det var så lidt" han hoppede op i båden til hende

[Deleted]

Situationen virkede ikke ligefrem til at skulle grine for hende, så hun var ikke i det muntre humør han ellers befandt sig i. Hun var virkelig bange her! Normalt var hun jo positiv og rolig, men lige her frøs hun og hendes dyrebare vinger gjorde forfærdeligt ondt, og hun stod til at miste livet hvis han ikke snart fik hende ned! Da han fandt en jolle, og dernæst endte med at bringe den hen til hende, smilede hun dog med håb i de smukke øjne som næsten måtte stråle. Dog var det en hård landing ned i båden da han fik skåret rebene over, han var i den grad van til at færdes herude. Hun kom med et smertefuldt støn, som hendes vinger igen blev udsat, et lille klynk kom fra hende, men da hun kom op og sidde ordenligt, så hun med ham med et taknemmeligt smil. Skælvende.
"Tak Trendamir." Lød hendes lyse stemme blid, mens hun forsøgte at varme sig ved at holde armene over brystet endnu hvor kjolen stadig var våd og kold. Mon han kunne hjælpe hende til land? Hun havde brug for hvile og beskyttelse, et væsen som hende var meget udsat, engle stod i høj kurs på de forkerte markeder og nogle mænd var bare tiltalt af det uskyldige som var i hendes væsen.

[Trendamir]

han kiggede på "søde nu sidder du helt stiller og holder mund og venter med spørgsmål til senere nu skal du lege havde noget tørt tøj på" han lagde hånde på hendes skulder og begyndte at trække vandet ud af hende tøj han begyndte at synge igen i mens for at få hende til at slappe af mens han gjorde det for det sidste han skulle bruge var hun gik i panik igen så han sad og sang for hende og fik taget vandet ud af hendes tøj så hun ikke skulle blive syg

[Deleted]

Der var ingen spørgsmål lige nu, kun en trang til at komme væk herfra, blikket hvilede mod ham. Hun var langt mere afslappet nu hvor hun var nede, eller så afslappet man nu kunne være mens man frøs, var lidt bange og i smerter. Frygten lå mest i hendes vinger, om de var helt uskadte. At han rørte hendes skulder, tog hun faktisk ganske roligt, hun frygtede ham ikke, for han havde jo redet hende. At tage hendes liv nu ville være åndssvagt? Hayley smilede taknemligt.
"Jeg siger intet, min mund er lukket med syv sejl." Lød det sødt fra hende, som hun klukkede lidt i en varm og blid latter. Det var en sømands reference, til hans ære, hun blev overrasket over det han gjorde. Kjolen blev mere og mere tør, det var dejligt og hun stoppede med at fryse så meget, nu gjorde vingerne bare ondt, desværre. Hendes blik hvilede mod ham, som taknemligheden strømmede ud af læberne i smil og øjnene der strålede ligeså. Det var virkelig skønt at blive redet, selvom hun ikke helt måtte bifalde måden, vold og drab var ikke en løsning, det troede hun jo fuldt og fast på, men lige nu ville hun ikke tage det op. Det var der ingen grund til.

[Trendamir]

efter noget tid sad han med en kugle af vand "sådan der så din kjole tør igen så lad os håbe den ikke krymper i vask" han lo med sin synge latter han kastede kuglen ud i vandenet "jeg forstå godt hvorfor de blev fanget med sådan en skønhed som dig ville jeg skam også fange dem men de lader til ikke at kunde lide det så må nok heller lade vær med det" han smilede med et dumt smil han kunde ikke lade vær med at joke det var det han var bedst til men altså hun var smuk og hun var okay så kunde han ikke være gladere "hvad skyldes det at du blev fanget det kan ikke kun være på grund af din skønhed og deres smukke øjne og smukke smil det tror jeg ikke på" han smilede flirtende til hende igen

[Deleted]

Et svagt smil gled over hendes læber, hun fandt ham nu meget livsglad, det var en rar og dejlig ting. Han lo meget, det smittede noget så dejligt jo, hun besluttede sig for at lade ham lidt af kende, det kunne jo være det bare var under disse omstændigheder det skete og han slet ikke var sådan. Eller var det ønsketænkning i hendes gode væsen som spillede hende et puds? Hayley taknemlig og det kunne ses.
"Tak for det, jeg har aldrig prøvet at være syg, og jeg har ikke lyst til at finde ud af hvordan det er." Sagde hun med et lille grin, det var ikke lige noget hun sådan drømte om. På landjorden var hun udsat, i forhold til i himlen hvor trygge rammer dannede sig om hende. En rødmen måtte blusse i hendes kinder, det var virkelig søde ord og hun kunne jo ikke lade være med at reagere og blive helt genert. Hayley så lidt væk og tog sig forfjamsket til kinderne, det var hun altså slet ikke van til! Hun bed sig svagt i læben, inden hun prøvede at finde på et svar, men han havde gjort hende mundlam for en tid.
"Jeg... Mit væsen. Altså engle...." At finde rundt i ordene virkede helt umuligt, hun prøvede at tage sig sammen, men endte med at rødme endnu mere og til sidst gemte hun ansigtet i begge hænder.

[Trendamir]

han tog fat i hendes hænder og fjernede dem fra hendes ansigt "en engel siger du så kan jeg bedre forstå deres skønhed og der smukke udsende" han holde hende i hænderne og han så hende dybt i øjne "jeg gætter mig frem til at du ved hvad jeg er da englene har styr på hvad der sker her nede" han så på hende med triste øjne vis hun viste det ville han være i problemer da han jo ikke lige frem holder sig fra død og ødelæggelse

[Deleted]

Det ville uhøfligt af hende ikke at se ham i øjnene når han søgte hende, men de røde kinder forsvandt altså ikke lige af dette og da slet ikke ved han sad sådan med hendes hænder i sine egne. Hayley havde det okay med kontakt når hun selv skabte den, men det var også noget andet med de fleste andre væsner hun havde mødt, det var ikke mange og ingen lige så charmerende som han måtte være. Derfor forvirrede det hende lidt, for hun var ej bange mere, kun i smerte, og alligevel pumpede hendes hjerte afsted som tusinde af vilde heste over engen.
"Jeg er ret ny, jeg er kun ude på min anden opgave." Mumlede hun blidt, hun kendte da til de fleste væsner da hun havde læst om dem, hørt foredrag om dem. Men hun havde langt fra mødt alle, og derfor var det utroligt spændende for hende at være hernede. De onde væsner var dem hun havde hørt mest om, men hun vidste også at selv lyse eller neutrale væsner kunne skifte side. Derfor havde hun meget at lære endnu. Hun prøvede at finde lidt rundt i sine tanker, inden hun rystede på hovedet for at komme tilbage til hvad hun stod for.
"Var det virkelig nødvendigt at slå dem ihjel?" Spurgte hun forsigtigt, hun vidste jo godt det kunne gøre hun kom i vanskeligheder, men det var også det. Vingerne gjorde stadig utroligt ondt, hun havde dem foldet sammen så de kunne være i sikkerhed så vidt muligt, men de gjorde bare så ondt og hun var bange for at hun ikke kunne strække dem igen uden det ville gøre endnu mere ondt. De havblå øjne, med grønne spil hvilede ind i hans, hun var så ren og uskyldig et væsen.

[Trendamir]

han grinte med en syngende latter "min kære jeg kan skam godt se de er ny hernede og jeg ved ikke om det var nødvendigt at slå dem ihjel men der er ting jeg ikke kan fortælle dig men en ting jeg ved så er det at de ikke havde gode intentioner og at det jeg slår dem ihjel det sker normalt her ude til havs da der er mange pirater og alle mulige andre væsner som er farlige" han kiggede på hende med et glimt i sine øjne for han viste godt at engler stod for alt godt og ikke var glad for død og ødelæggelse så der for skulle hun ikke lige vide hvad han laver som person for så ville hun da først blive bange og det ville ikke være godt med den tilstand hun er i

[Deleted]

Hun skar en grimasse ved mindet om synet, lydene, følelsen hun endte med at sidde fanget med i nettet. Heldigvis var det ovre, skibet svandt længere og længere ned, til sidst kunne det ikke ses, som havde det aldrig været der. Havets bund fortalte en anden historie, ja det fortalte sikkert mange. Hendes blik hvilede ud mod havets bølger, hendes blik gled ud mod havets store overflade, intet land var at se i nærheden, hun havde langt igen. Det ville ikke blive muligt at nå hendes opgave, hvilket gjorde hende sørgmodig. Stille sad hun og så ud mod vandet, det var virkelig ikke nemt dette her.
"Man kunne tale med dem? Give dem en chance i livet." Foreslog hun så stille, inden hun så om mod sin ryg og skar en grimasse, det gjorde virkelig ondt! Hendes blik gled tilbage mod piraten, det var virkelig ikke meningen at tingene skulle gå til på den måde, mord og vold var aldrig den rette løsning! Måske, måske hun kunne redde ham? Ændre hans syn? Måske var alt dette meningen.