The message have to arrive

[Lauidral Kathidréll]

Den hårde vinter havde sat sit præg på folket, alle holdte sig inde døre, landet var i vildrede. Onde væsner søgte over grænserne i de lange nætter, de havde større chance for at nå til skoven, hvilket alle var mærket af. Det var på sin vis hårdt at skulle passe sin søster og overbevise hende om at hun var i sikkerhed, men hun søgte hendes elskede ven, for han måtte vide besked, og han måtte hjælpe. At sende ham til kongen var det bedste at gøre. Det var formiddag, og sneen dalede for en gangs skyld ganske blidt ned over skoven som i forvejen var sneklædt i hvid. Træerne hang i flere istapper som var smukke krystaller der dinglede blidt i vinden som søgte igennem skovens tomrum. Der var ikke en sjæl at se. Skovpatruljerne var ude ved grænserne og sørgede for at ingen kom ind, sørgerede for at alle var i sikkerhed. Lauidral havde en lang varm frakke på lavet i pels fra et dyr som var død på naturens vej, hendes fødder beklædt i støvler tilhørende, inde under havde hun tykke lange underbukser på, samt en lang tyk vinterkjole i mørkegrøn. Hendes smukke stemme lød igennem skoven som hun sang for ikke at tabe fatningen:

"A raven flies into the moonlight,

the cold snow storm.

He knows the message has to arrive,

the kingdom will burn to the ground.

The witches and demons have come to deny,

the beauty and peace of our homeland.

We know the message has to arrive and,

the king of the north will rise.

[/i][/p]

(5 min. inde)

[Jack Manaka]

han hørte den smukke sang stemme i skoven *Lauidral * tænkte han og fik et stort smil på læben han åbnede hurtigt døren og satte en lanterne på en krog der hang ved siden af døren for at vise han var hjemme han begyndte at fløjte med på melodien og forvanlede sig til rav og satte sig i træet og sang med på hende sang som han spejde efter hende for det kunde han ikke være andet en glad over at være i selv skab med hende når hun ankommer ville han være så glad

[Lauidral Kathidréll]

Der gik ej længe for hun endte med at være ved hans hjem, hun sukkede lettet, inden hun valgte at søge hen mod døren, her bankede hun på, håbede inderligt han var hjemme. Der var så mange ting hun ville sige, og hun trængte til et kram mere end noget andet. Hun trængte til sin ven. Øjnene hvilede mod døren, de flakkede kort, hun hvilede panden mod døren og lod armene finde vej rundt om sig selv. Det var virkelig vigtigt hun fik leveret denne besked, men også personligt at hun var ved ham, bare lidt. Lauidral rettede sig derefter op, hun kunne ikke stå sådan, hun skulle stå ordenligt. Vinden gled igennem skovene og fik hende til at få kuldegysninger, hun lukkede øjnene blidt og rystede på hovedet.

[Jack Manaka]

"jamen halløj lauidral" han smilede til hende da hun kom ind af døren han var lykkelig over at se hende "hvad skyldes æren af din ankomst i dette triste vejr" han viste hende hen til sofaen "vil de havde noget the min kære" han satte noget vand over så hun kunde få noget varmt at drikke og smed noget mere brande på ovnen han gik over til hende og gav hende et stort kram "jeg har savnet dem min ven deres selv skab er det bedste jeg kender til" han smilte til hende mens han stadigvæk holde om hende

[Lauidral Kathidréll]

"Jack." Lød det varmt fra hende, som hun endte med at komme inde døre. Hun begyndte at pakke sig ud af den store frakke, halstørklæde, hue og støvler. Lauidral søgte derefter længere ind i hans hjem, det var første gang hun var her, hun så sig rundt, inden hun nikkede blidt til det med theen.
"Mørkets væsner bevæger sig langt ind over vore grænser, vi er nød til at have hjælp fra norden. Vinteren tager hårdt på os, kaosset nære ved det. Jeg kender ingen anden bedre til dette end du." Lød det stille fra hende, hun måtte dog tabe pusten lidt da hun blev krammet. Hendes arme søgte straks om ham, det var så tiltrængt et kram! Hun knugede sig ind til ham, hun havde savnet ham og det var ikke let, intet var jo som før, hendes søster var ikke ligefrem sig selv.
"Mit savn kan ej beskrives." Hviskede hun stille, for ikke at ty til tåre.

[Jack Manaka]

"jeg ved det min kære jeg har mistet en god ven til mørkets frem rykning" han kiggede på sin skulder og lod en tåre trille ned af sin kind hans ravn han pleje at side på sin skulder var væk han blev fanget af en af mørkes væsner "jeg skal se hvad jeg kan gøre min kære og jeg kommer tilbage til dig og jeg vil beskytte dig og din søster til den dag jeg ikke kan kæmpe mere vis det kommer til det jeg vil ikke lade der sker jer noget" han så på hende med en tåre ned af kinden han viste jo godt at vis det kom til kamp så ville han ikke stå længe men han ville stå så længe han kunde og beskytte hende så han var ikke så glad for at han skulle give beskeden men han var den eneste af skov patruljen der ville kunde nå der op i god til og tilbage igen

[Lauidral Kathidréll]

Tåren fik hende til at sukke roligt, hun fjernede den blidt med sine slanke fingre, inden hun kyssede hans kind blidt.
"Jeg ved du klare det min kære, uden tvivl." Der var stor tiltro til ham fra hendes side af, hun stolede fuldt ud på sin ven og hans ord varmede hende. Det var jo hans liv han lagde til for at beskytte hende og hendes søster og det var hun yderst taknemlig for. Hun sendte ham et opmuntrende smil.
"Du må søge afsted straks, der er ingen tid at spilde. Jeg afventer din hjemkomst." Lød det blidt fra hende, inden hun omfavnede ham igen, for så at forlade ham og traske igennem sneen på ny. Det var en lang vej hjem med den voldsomme sne, og hendes søster skulle ikke være alene længe. Hun måtte passe på hende for alt i verdenen.

//Out

[Jack Manaka]

han sendte hende af sted ud af døre mens han kiggede efter hende og råbte "til vi ses igen min kære pas på dem selv jeg vil være hos dem snart" han forvandlede sig til ravn og fløj med norden for at give beskeden videre det bliver end hård tur men intet skulle stoppe ham

//out